Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Billeder fra Frederikshavn Gl. Station

af Carsten B. Thomsen, Frederikshavn, 28/3 2012, 09:46 (4405 dage siden) @ Carsten B. Thomsen
redigeret af Carsten B. Thomsen, 28/3 2012, 09:56

Hermed en opfølgning på løftet om at bringe yderligere billeder, taget af tidligere Lokomotivmester på Frederikshavn Gl. Station, Poul Erik Christiensen, Rydal.
Billederne er formodentligt taget i foråret/sommeren 1971:

[image]

Det ser ud til at tankvognen (fra Esso) er kommet med forsyninger til olielageret ved remisen. Det kunne ligne en bogietankevogn ?


[image]

Udsigt fra hjørnet af Shell-huset i retning af velfærdsbygningen/smedien (med indbygget vandtårn), Post 1 og remisen.


[image]

Udsigt mod sydøst oppe fra sandtårnet.
Der har gennem tiderne været en omfattende import af biler fra Sverige til Danmark via Frederikshavn Havn. I 1970'erne og 1980'erne stod der ofte lange rækker af Volvo'er indsmurt i voks i Trafikhavnen - nu om dage importeres der stadig køretøjer fra Sverige via Frederikshavn Havn (nu om dage forsynet med plasticfilm i stedet for voks), men nu er det mest i form af fabriksnye Scania lastbiler fra Södertälje, som er på vej til de karrosseriværksteder i Danmark, som bygger f.eks. komprimatorvogne og redningskøretøjer.
Til gengæld bliver der nu om dage sendt bl.a. landbrugskøretøjer, entreprenørmaskiner og skovningsmaskiner fra Danmark til Sverige via Frederikshavn Havn (i begge tilfælde ofte fremstillet i Danmark).


[image]

På det næste billede har MH'en flyttet lidt rundt på vognene, og MY'en har forladt remiseområdet - den er muligvis spændt for godstogsstammen og er klar til afgang.


[image]

Nu hvor Poul Erik havde besteget sandtårnet, så forevigede han lige udsigten henover tagene på Det Sydlige Pakhus og Godsekspeditionen, i retning af den smukke Frederikshavn Kirke (fra 1890-92, tegnet af Vilhelm Ahlmann, der har arbejdet som tilsynsførende arkitekt under J. D. Herholdt, som bl.a. tegnede København's 2. banegård).


[image]

Her er Ardelt'en klodset op i den østlige ende af remisen - det ser ud til at være Traktor 123, som ifølge databasen var stationeret i Hjørring i 1970. Ifølge "På togtur i Nordjylland" side 54 var det Traktor 124, som havde tjansen i Hjørring i 1969, mens Traktor 120 ifølge databasen huserede i Frederikshavn i 1970 (?).
Forreste aksel blev muligvis løftet af og sendt til revision i samme omgang som bogieskiftet på P-vognen, nu da Kørekran 144 alligevel var i Frederikshavn (?).


[image]

Ved gavlen af Kedelhuset blev Specialvogn 403 opstillet - ifølge Stadsarkivets sagsmappe for Frederikshavn Gl. Station i 1974, hvor vognen ifølge databasen var blevet udrangeret.
Ifølge Stadsarkivets sagsmappe for Frederikshavn Gl. Station blev Specialvogn 403 i 1976 erstattet af en sortmalet Specialvogn (hvilket nummer ? - det ligner en tidligere HD-vogn), som stod der frem til stationens lukning i 1979 og som bl.a. kan ses på nogle af Georg's billeder.
Begge vogne rummede en oliefyret varmekedel, som leverede damp til forvarmning af personvogne - den kulfyrede kedel i Kedelhuset kunne muligvis ikke mere (på grund af tæring ? Eller fordi DSB ikke længere brugte kul til damplokomotiver og derfor ikke længere indkøbte kul ?).


Der følger flere billeder fra Poul Erik Christensen ved lejlighed.

--
Med futlig hilsen
Carsten B. Thomsen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billige jernbane T-shirts

Svenska-lok

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak