Nedenstående artikel er lavet, da jeg var på reportagerejse i det tidligere DDR efter murens fald. Artiklen blev bragt i JydskeVestkysten og er godt 20 år gammel. Dengang var det stadig uforskammet billigt at køre med de smalsporede jernbaner i Østtyskland, blandt andet med »Rasender Roland« på Rügen og med »Molli« fra Bad Doberan til Ostseebad Kühlungsborn.

Også her i Harzen, hvor det i mellemtiden er blevet ret bekosteligt at komme med op på toppen af Brocken. I 1993 overtog Harzer Schmalspurbahnen GmbH strækningen Nordhausen-Wernigerode (med sidebanen til Brocken) fra Deutsche Reichsbahn, der fortsatte med at køre på strækningen med materiel, selv om de lokale kommuner købte banen umiddelbart efter genforeningen i 1990.
I 1993 år blev Deutsche Reichsbahn (øst) og Deutsche Bundesbahn (vest) slået sammen til Deutsche Bahn.

Her er artiklen skrevet ind digitalt:

DER ER DAMP PÅ KARL MARX

Erich Honecker var vild med jernbaner og reddede østtyske herligheder for vestens togentusiaster.

NORDHAUSEN: Hver dag får byerne med de sigende navne Sorge og Elend – bekymringer og elendighed – i det tidligere DDR besøg af Karl Marx. En kleppert på 60 ton, der skjuler sit navn under sod og snavs. Men når fyrbøder Lutz Ruttmann gnubber chassisnummeret med lidt tvist, dukker navnet frem.
Dampmaskinens navnebror, den gamle socialist, er sendt ad Bloksbjerg til. Men den Karl Marx, der hver dag sender hæse fløjt og dampskyer over Østharzens trætoppe, har beboerne kæmpet for at beholde. Og det er lykkedes. For én mark har kommunerne Nordhausen og Wernigerode købt den lille Harzquerbahn af Deutsche Reichsbahn. 60 kilometer smalsporet jernbane, der snor sig gennem Østharzens skovfyldte slugter.
Midt i Østtysklands og forældede teknik er her et stykke levende industrihistorie. Mens de sønderjyske amtsbaner, »æ kleinbahn«, allerede fik dødsstødet før Anden Verdenskrig, kører togene stadig i røg og damp i det tidligere DDR, dagligt , hele året rundt og som transportmiddel for de lokale.
I Østtyskland har de smalsporede jernbane overlevet, fordi de for tyve år siden blev erklæret som »bevaringsværdige traditionsbaner« af de gamle kommunister.

Uorden i klokkeværket

Lutz Ruttmann og lokomotivfører Oliver Krenz har sikret deres levebrød, men er ikke begejstret for den ny uorden.
- Førhen kom turisterne efter et klokkeværk. Fagforeninger sendte hele fabrikshold på sommerhjem. Nu bestemmer vejret. Skinner solen, kan vi ikke komme frem for vesttyskere – ellers er her stille, fortæller Lutz Ruttmann.
Passagertallet på stationen i Elend er steget stejlt. Før havde kun de stedlige beboere med en passérseddel lov til at betræde perronen. Alle andre måtte pænt blive siddende i toget. Harzquerbahn går nemlig tæt på den gamle grænse mellem de to Tysklande. Selv lokomotivfører Oliver Krenz måtte ikke stå af på bestemte strækninger. Han havde nemlig været grænsesoldat, kendte området ud og ind og kunne let være stukket af over bjergene.

Honeckers skyld

Tusindvis af vesttyskere er strømmet til, så den stakkels Karl Marx næsten har tabt.
- Vi er i den grad blevet bestormet af vesttyske dampfans. De ringer og spørger, om vi ikke kan arrangere kurser, så de kan lære at køre damplokomotiver på hobbybasis, fortæller Matthias Krengel, informationsmedarbejder ved Deutsche Reichsbahn.
Og Karl Marx beundres og fotograferes, når han hvæser gennem byer og forbi bindingsværksidyl.
Nok går Erich Honecker for at være en styg mand. Men har var bidt af jernbaner. Og det er den engang så mægtige stats- og partichefs signatur, man finder på bekendtgørelsen fra DDRs nedlagte trafikministerium. Den sikrede, at Karl Marx kunne sprutte, hoste og fløjte sin vej gennem Østharzens forfaldne charme.

Her kommer nogle gamle billeder scannet ind fra lysbilleder: