Det er nogle fantastiske og morsomme historier fra en lille jysk station.
Men hvad lavede en "togvagt" som du nævner til sidst?

Kære A. Nissen.
Tak for din positive respons på min lille "anekdote". Trafiksektionerne (4. i Fredericia, 5. i Århus og 8. i Struer) - altså en del af strukturen vest for Storebælt i en periode - er (vist) aldrig blevet beskrevet sammenhængende. Er måske på vej?
Min personlige version af en togvagt, eller "togleder" som det så fornemt hed, med udgangspunkt i 8. trafiksektion, ANNO 1960-63, følger her. I 4. og 5. trafiksektion, som var de "store" (og magtfulde) med døgnbetjening, var det anderledes.
Tre overtrafikassistenter/trafikassistenter skiftedes til at have vagterne som togleder. Toglederen disponerede trafikken i "her og nu" situationen. Han havde ansvaret for toggangen på de strækninger, som var omfattet af 8. trafiksektion: Himmerlandsbanerne, Jyske Nordvestbane, Jyske Vestbane, Thybanen, Vejle - Holstebro banen, Sallingbanen, Herning - Viborg banen, Videbækbanen og strækningen Brande - Bramming (den sydlige del af "den skæve" mellem (Randers)Langå/Laurbjerg-Silkeborg-Brande-Bramming(Esbjerg).
Han skulle lede toggangen og gribe ind i forsinkelsestilfælde, foreslå forlægninger af krydsninger og overhalinger (initiativet til at foretage nævnte forlægninger lå hos den lokale stationsbestyrer). Han sørgede også for at aflyse tog og tillyse ekstratog. Det kunne være særtog, arbejdstog, sneplovtog eller et hjælpetog med en hjælpemaskine, hvis et tog var nedbrudt. Var et køretøj afsporet, kunne det også være nødvendigt at kalde hjælpevognen ud. Hjælpevogn var stationeret på centralt beliggende stationer.Toglederen udarbejdede også sporspærringer, hvis sporet skulle spærres som følge af banetjenestens arbejder.
Da 8. trafiksektions togvagt kun var bemandet fra kl. 6 - 21 (S kl. 11 - 22 én togvagt i 11 timers vagt, modsvaredes delvist af, at vagterne hv "kun" var 7 timer, dog med pligt til at udføre "overarbejde" uden kompensation), kunne der opstå problemer, når togledelsen var lukket. Nabotrafiksektionerne, som var døgnbetjente, ringede i så fald til "vagthavende trafikkontrollør" (som sov med "åbne øjne og telefonen ved hovedpuden"), og han sørgede for at tilkalde en medarbejder, så trafiksektionens togledelse kunne blive bemandet. Af en eller anden mærkelig grund sov man alligevel godt, når man havde den vagt (var gået hjem og havde lukket trafiksektionen), hvor man kunne blive tilkaldt.

Det vil føre for vidt at komme ind på alle detaljer, men jeg håber, at ovennævnte giver et lille indblik i, hvorfor man prøvede at "fiske særligt udvalgte" til jobbet, som var meget lærerigt og udviklende. Det hører også med, at den tids tekniske hjælpemidler for en togleder var begrænsede i forhold til dagens jernbane. Det var hovedsageligt strækningstelefoner og bytelefoner og måske en enkelt fjernskriver, idet telegrafen dog stadigvæk fandtes, men på retur. Så toglederen befandt sig i konstant telefonforbindelse med stationsbestyrerne på de stationer, hvor der var trafikale forhold, som krævede "overordnet" koordinering. "Tonen" kunne i telefonen godt være præget af, at en magtfuld lokal stationsbestyrer, måske endda en estimeret stationsforstander, måtte finde sig i at modtage "direktiver" fra "en snothvalp af en trafikassistent", men normalt gik det uden mislyde. På de "tynde" strækninger, som 8. trafiksektion omfattede, var der en lang række togfølgestationer, der efterhånden kunne stilles til "ubetjent i togtid". Ofte måtte toglederen udvise stor kreativitet om, hvorledes man fik fat i den lokale stationsmester for at få stationen etableret som krydsningsstation ved togforsinkelser. I Tofterup (beliggende mellem Grindsted og Bramming) havde vi f. eks. telefonnummeret på den lokale slagtermester, som vi kunne bede om at vække stationsmesteren i embedsboligen på den anden side af gaden!
Måske var det den slags løsninger, der fik vore nabosektioner til kærligt at omtale 8. trafiksektion som "operettesektionen".

Afslutningsvist skal jeg tilføje med henblik på min omtale af dialogen mellem en ung togleder og en magtfuld lokal stationsbestyrer: Da jeg mødte op i 8. trafiksektion den 01.05.1963 og meldte mig, blev jeg flot modtaget. Omtalte tilsynsførende trafikinspektør, som havde "afhørt mig" i 7-kr-sagen fra Skelhøje, dukkede op lidt hen på formiddagen, hvor en af mine nye kolleger var i gang med at indføre mig i opgaverne. Trafikinspektøren "spærrede øjnene op" og sagde:" Hvad skylder vi æren?" Jeg svarede lidt forvirret:" Ja, men jeg er da blevet bedt om at møde op her". "Åh, ja", sagde den mægtige mand, "nu husker jeg det. Det er jo hr. trafikkontrollør Jens Møller (som senere blev "min flp", da jeg blev doc i Do Pa i 1973), der har anbefalet Dem. Så velkommen da." Senere på formiddagen blev jeg kaldt ind på hans kontor, som lå lige op til toglederkontoret, som også havde døre ind til de vagthavende trafikkontrollørers kontorer. Her sagde denne chef af den gamle skole noget meget "moderne" og i virkeligheden noget, som burde gælde i dagens forvirring om, hvem der har ansvaret og bestemmer hvad:" De skal huske hr. Nygaard, at når De disponerer som togleder, så disponerer De på vegne af mig, som altid vil stå bag Dem. De vil møde folk, som vil anfægte Deres ret til at træffe beslutninger, som man måske ikke kan lide. Men det er Dem, som har ansvaret, og det må De gerne betone, hvis der bliver brug for det".

Jeg kunne komme med et utal af "anekdoter" fra "ottende" i mine 3 år. Men jeg har allerede "afsporet tilstrækkeligt".

Bedste hilsener

Ove af Erritsø
Struer (tsek 8 som afløser på togvagterne) 01.05.1960 - 30.04.1963.