Tak for beskrivelsen af "togvagt."

Som en lille kvittering - og også en afsporing fra emnet - skal du få en sand historie fra en bekendt til mine bedsteforældre.
Historien er meget gammel - fra dengang der var bremsere på tog.

Det sene person-/gods-/posttog fra KBH mod Korsør skulle afgå en hundekold vinternat i måske minus 10 graders frost og sne. Bremsefolkene sad oppe i de små hytter på nogle af vognene og havde bare en lille petroleumslampe til at holde lidt varme. Det havde ingen af dem dog ret meget lyst til lige den nat. Så det blev "organiseret" at sætte bremserne ganske let på ved afgang og så kravle ned til postfolkene i den dejligt varme postvogn.

Toget skulle standse på en af de midtsjællandske stationer og lokoføreren fløjtede da også korrekt "Sæt bremsen på" ved indkørslen. Men ak, om de var midt i en en solonolo eller hvad, så var der ikke lige nogen, der reagerede på fløjtet. Lokomotivet bremsede af al kraft, men toget gled passende langt forbi perronen. Da der var bakket tilbage, hoppede bremserne ud af postvognen og ud på perronen, før togføreren så noget. Han kom dog snart til og foranstaltede straks en tjenstlig afhøring, hvorunder han spurgte bremseren om vedkommende havde bremset. Det kunne bremseren jo næsten kun bekræfte, hvorfor togføreren ville mærke med hånden på bremseklodserne. Her var han nær ved at få en forbrænding, for bremserne havde jo stået let på siden KBH.

Og det var vist ganske vidst. Vi lo ihvertfald hvergang, vi hørte den historie.