Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Jernbanebroen ved Rendsborg fylder 100 år (Generelt)

af Hans Christian Davidsen ⌂, Flensborg, 13/1 2013, 19:06 (4115 dage siden)

[image]


100 år med tog i luften

Fredning. Jernbanehøjbroen i Rendsborg behandles indgående i et tidsskrift fra fredningsmyndighederne i Slesvig-Holsten. I september 2013 har broen været i brug i 100 år.


RENDSBORG. Jernbanehøjbroen over Kielerkanalen (eller Nord-Ostsee-Kanal som den hedder på tysk) fylder i 2013 100 år. Broen er et af de mest bemærkelsesværdige bygningsværker i Slesvig-Holsten – ja I hele Tyskland.
"Denkmal!" hedder et tidsskriftet, der udsendes af Slesvig-Holstens fredningskontor, Landesamt für Denkmalpflege.
Tidsskriftets udgave årgang 2003 indeholder en udførlig omtale af Rendsborgs vartegn skrevet af Berthold Köster fra fredningskontoret.
Selv om mange af de rendsborgere, der bor lige under broen, sikkert hellere ville være den foruden, og selv om broen er en flaskehals for den nord-syd-gående jernbanetrafik mellem Jylland og Hamborg, så udtrykker Berthold Köster sin store kærlighed til broen.

Svingbro
Berthold Köster glæder sig over, at det kun er blevet ved snakken om en ny og mere effektiv bro som erstatning for den gamle. Og ridser ellers højbroens spændende historie op i sit indlæg.
Jernbanehøjbroen blev bygget i 1911-1913 som afløser for den gamle svingbro, der til sidst blev en gene for skibstrafikken. Når der var trafik over broen, var skibene nødt til at vente. Svingbroen lå nemlig på niveau med landjorden kun få meter over vandoverfladen.

[image]

Problemer
Der var dog en lang række problemer, der skulle overvindes ved byggeriet af ny og mere tidssvarende bro. Banegården i Rendsborg havde en beliggenhed meget tæt på kanalen, og med beliggenheden ville banens stigningsgrad langt overstige de tilladte 1:150, hvis banen skulle anlægges i direkte retning. Derfor blev den ny bane anlagt i en 7,5 kilometer lang eliptisk sløjfe over den østlige del af Rendsborg og med en så tilpas lille stigning, som lokomotiverne kunne klare.
Ingeniørernes præstation er imponerende den dag i dag.
Der blev brugt 17.740 ton stål til den 2,5 kilometer lange bro. 3,2 millioner nitter holder stålet sammen, og skal hele broen males på en gang, kræver det næsten 100.000 liter rustbeskyttelse.
Da man anlagde broen, kom Osterrönfeld syd for kanalen tættere på Rendsborg med den svævefærge, der svæver over vandet forbundet med kabler på broens underside. Den meget seværdige færge "sejler" endnu.
Jernbanehøjbroen har overlevet to verdenskrige næsten uskadt, men i årenes løb er især godstogenes vægttryk vokset, og for tiden tillader myndighederne kun et tog på broen ad gangen, selv om den er dobbeltsporet.
Det skyldes blandt andet også, at togenes hastighed og bremsesystemer har udviklet sig. Disse faktorer påvirker statikken i de stenramper, som stålpillerne hviler på.
Svævefærgen under broen er I øvrigt gratis at benytte. Den sejler fire gange i timen og tilbagelægger 135 meter på under to minutter.

Denkmal nummer 11/2004 (Landesamt für Denkmalpflege Schleswig-Holstein). 120 sider, t10 euro. Udgivet på Boyens Buchverlag i Heide.

Anmeldelse fra Flensborg Avis af Hans Christian Davidsen

[image]

--
Hans Christian Davidsen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak