Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Lidt fra den gamle skuffe - "Vigerslevulykken" ved GHR

af Steff, 30/12 2010, 18:40 (4865 dage siden) @ Preben

”Vigerslevulykken” lidt orientering.

Til Gardehusarregimentet i Næstved byggedes i begyndelsen af 1950´erne et stort panseranlæg, der skulle rumme garager, tankanlæg og værksteder for de nye Centurion kampvogne, det danske forsvar modtog som våbenhjælp fra England, selvom betalt af USA.
Der var imidlertid ikke tænkt på spise- eller andre opholdsfaciliteter for soldaterne og de civile håndværkere i det nye anlæg, benævnt Kalby-Ris anlægget. Så hvis man ønskede kaffe og en ostemad eller lignende, måtte man tilbage til Gardehusarkasernen og besøge ”tutten”.
Hvornår ved jeg ikke, men der indkøbtes (fik foræret?) i hvert tilfælde et par udrangerede vognkasser, vistnok en CP og en CPE, der opstilledes i en vinkel indenfor vagten til højre på en lille grusbelagt plads. I den ene vogn indrettedes i enden så et lille køkken, og herefter kunne man købe sin kaffe, franskbrødsmadder og røde pølser samt sodavand.
Ret hurtigt fik vognene øgenavnet ”Vigerslevulykken”, da det jo var jernbanevogne og efter manges mening måtte stamme fra ulykken. Et skilt i bøjet messingrør, blev fremstillet og sat på en af vognene. Om vognene blev malet husarblå kan jeg ikke lige huske (det var i min sort/hvide periode!!), men tilsyneladende blev der med hvidt skrevet GHR, som man også kan skimte på billedet.
Alt for sin ende og engang i slutningen af 1960´erne og begyndelsen af 1970´erne byggedes så et stort moderne kompleks med kontorer, undervisningslokaler, et cafeteria samt depoter og jernbanevognene blev afhændet, hvorhen ved jeg ikke, men måske andre kan svare?

Mvh
Gardehusar 784758 Brønshøj.

--
Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak