Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Overkørsel 23 på havnebanen Aalborg-Aalborg Øst (Generelt)

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 28/4 2013, 22:17 (4009 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

[image]

Her har vi et billede af overkørsel 23 mellem Aalborg og Aalborg Øst, hvor Hadsundvej passerer havnebanen. Billedet er taget fra syd mod nord og er af lidt ældre dato, idet det er optaget 2. oktober 2011.

Færdselstavlen der er markeret med grønt blev for måneder siden molesteret og sandsynligvis blev den pløjet ned af en bilist. Den har siden da ligget i vejkanten. Jeg passerer stedet næsten dagligt og undrer mig ikke over, at den ligger der. Der er jo ingen trafik på banen og selv om Aalborg Havn har afsat millioner til renovering af banen, er der mig bekendt ikke sket noget endnu.

Stor var min undren derfor, da jeg nu i eftermiddags passerede overkørslen: Nogen havde gravet et fint hul og havde rejst færdselstavlen op igen. Jeg kunne ikke se, om der var puttet beton i hullet. Men det så ud til, at der nu sker noget. I hvert fald med færdselstavlen. Det, der især undrede mig, var, at da jeg i går aftes lørdag passerede stedet ved 19.30-tiden, lå færdselstavlen stadig ned. Eller sagt med andre ord: Hullet er gravet i dag, færdselstavlen er rejst i dag og hvis der er beton i hullet, må det også være puttet i hullet i dag. Dét synes jeg godt nok er underligt! Og selv om jeg kunne forestille mig, at Limfjordsbanen måtte være interesseret i at få banen renoveret og genåbnet så hurtigt som muligt, tvivler jeg på, at de er blevet underentreprenør til Banedanmark, der jo vedligeholder banen på vegne af Aalborg Havn.

Og at forestille sig at Banedanmark graver huller og fylder beton heri på en ikke-trafikeret havnebane i bededagsferien, kræver nok mere end et særligt kærlighedsforhold til havnebaner.

Så mine herrer: Spøger det (igen) på strækningen Aalborg-Aalborg Øst? Eller er det mig, der ikke har styr på, hvad jeg har set hvornår? Men uanset svaret herpå: Hvorfor har "man" (hvem det så end er) kastet sig over reparation af overkørslen lige nu?

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak