Jeg er helt enig i det synspunkt, at DSB skulle have valgt et godt tidspunkt at smide hele baduljen tilbage i hovedet på Ansaldo Breda. Der ville så være blevet en langstrakt retssag, hvor DSB nok ikke ville få alle de betalte penge tilbage - og slet ikke erstatning for egne forberedelser. Sådan går det som oftest i den slags projekter. Det er også karakteristisk at større organisationer (her DSB) viser sig at vælge den vej, man kan kalde "at smide gode penge efter dårlige." Den slags organisationer har en tendens til ikke at ville "opgive" - hvilket nok ikke er hensigtsmæssigt.

Men som jeg skrev lidt oppe i tråden, så kan man jo ikke klandre de mennesker, der forsøger at redde stumperne og få det til at køre, evt. i en reduceret form. Og det hjælper ihvertfald ikke i sig selv bare at forlange nogle milepæle og fastlægge hvem der er ansvarlige for at nå disse. Eller rettere sagt, det kan man da godt og det er med garanti også gjort, men i sig selv får det ikke tingene til at ske. Det var en sådan holdning, jeg opponerede imod oppe i tråden. De pågældende mennesker arbejder jo med noget, der vælter ned om ørerne på dem gang på gang med nye problemer.

Men andre skulle nok "have trukket i nødbremsen" på et tidligt og tidligere tidspunkt.

NS i Holland og de belgiske baner trak netop i den nødbremse. Men de havde vel også DSB´s skrækeksempel at støtte sig til, eller hvad?

Er der nogen herinde, der i øvrigt kan sige lidt om, hvorfor et tidligere velrenommeret togingeniørfima, Ansaldo Breda, kunne gå hen "og slippe håndtaget" så eftertrykkeligt. Var der finanskrise i sagen? Er der italiensk politik i sagen? Flyttede de dygtige fra egnen?