Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Hillerødbanen i st.for Nordbanen - hvornår - hvorfor? (Generelt)

af Steff, 22/8 2014, 11:38 (3528 dage siden) @ Nordexpress

Go´næsten middag til alle!

DSB (og posten, et brev er vel afsendt med posten og ikke postgået, vel?) har været en etat på godt og ondt og i tidernes morgen, har man benyttet sig af det mere eller mindre indforståede talte/skrevne sprog, også udadtil.
Det har jo unægtelig mange gange medført, om end ikke problemer, så ”hovedrysten” og undren af de personer, for hvem de sproglige udtryk var dagligdags. Og endnu senere specielt "jernbanehobbyisterne", der ofte næsten også har talt i telegrafforkortelser og ikke har haft noget til overs for medier og personer, der anvender udtryk som skiftespor, krydsspor og togfører for ham der styrer toget o.s.v.

Hermed også de dengang logiske betegnelserne af de forskellige banestykker, der INDLEDNINGSVIS udgik vest, nord ud af København, VESTbanen til Roskilde, NORDbanen til Hillerød og KLAMPENBORG banen til Klampenborg. I 1897 kom så en mere NORDlig bane end den benævnte NORDbane, men den kom til at benævnes som Kystbanen og fra Roskilde fik man så NordVESTbanen til Holbæk/Kalundborg og VESTbanen i Roskilde splittedes i LilleSYD og fra Ringsted SYDbanen. Altså for de almindeligt rejsende ikke helt gennemskueligt og brugervenligt.

Også stationer har specielt i Københavnsområdet skiftet/eller påregnet skiftet navn, Enghave til Carlsberg, Godthåbsvej til Grøndal og vistnok Dybbelsbro til Fisketorvet (ved ikke om det er vedtaget/gennemført).

Og da de ”indfødte” DSB´er efterhånden er en uddød race (pensionerede) og at både DSB og Bane har ansat kommunikationspersonale uden tidligere tilknytning til banerne, er det jo klart – og i de fleste tilfælde kommunikationsmæssigt sprogligt fornuftigt – at tingene ændrer navn hen ad vejen, således også de tidligere begreber/navne for banestykker.

Alt andet lige er det vel mere sigende at tage Hillerødbanen fra København til Hillerød og Helsingørbanen til Helsingør. Og hvem udenfor vores egne hellige rækker forstår hvor LILLEnord går hen? Og Grindstedbanen (ikke for at træde nogen over tæerne) er vel mere sigende end ”det sydlige del af den skæve”, ikke sandt?

Vi kan så være enige eller uenige i at ting skifter navn og man derved glemmer historien, men den kan jo bevares i det skriftlige i bøger og på nettet. Men en mere regelret måde at fortælle tingene på, er vel noget der sker og vil ske i fremtiden. Jeg har accepteret at ”mit” S-tog hedder Farumbanen og ikke som det står på matrikelkortet, Slangerupbanen;-)!

Men generelt undergår sproget jo en rivende udvikling, da en mængde nye ting og udtryk ikke findes på almindeligt dansk. At så nogle – især journalister i radioen – synes at man skal ”battle” om en melodi, der skal spilles i stedet for at ”kæmpe om” siger vel mere om journalistens evner til at kommunikere på dansk samt en leflen for en lavere ”hip” fællesnævner. Men det er jo en helt anden historie.

Med venlig hilsen

--
Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Indsend billeder

Jernbanebøger

Uniformer ved danske jernbaneselskaber fra 1847 til 1980

Uniformer ved danske jernbaneselskaber fra 1847 til 1980. Pris 280 kr.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak