Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Godsbanegårdens Post F og med togekspeditionsbygning (Generelt)

af Morten Flindt Larsen, 15/10 2014, 15:24 (3452 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Hej Erik,

Jeg tror, du misforstår mig, for jeg har skam ikke noget imod, at nogen køber huset og flytter det til deres baghave, til Egebjerg eller til Rådhuspladsen for den sags skyld. Vil man derimod bevare jernbanehistorie, mener jeg som udgangspunkt, at der er mere vigtigt bruge de store summer, som en nedtagning og bevaring af "Det Gule Palæ" vil koste, på at bevare noget, der er typisk, end på at bevare noget, der er kuriøst. Signalhytten fra Holme-Olstrup og signalposten fra Frederiksberg, som begge befinder sig i Jernbanemuseets varetægt, giver eftertiden et langt mere retvisende billede af "hvordan tingene så ud", end tårnet fra "Det Gule Palæ". Det er ikke god formidling af jernbanehistorien at give eftertiden indtryk af, at jernbanens signalposter var bygget i en art oldindisk pagodestil. Og det vil være endnu dårligere formidling af jernbanehistorien at nøjes med tårnet alene. Bygningskompleket er, som du da også selv skriver, en helhed. Tårnet og kontordelen fungerede i sin tid i et tæt samspil med hinanden, ligesom sattionsbygningen og pakhuset på "vores" Øresundsvej station. At nøjes med tårnet vil være lige som at lade sig nøje med underste etage af en af de gamle BL-vogne som en illustration af, hvordan sådan én fungerede.

Hvis man ser på, hvad der ud fra devisen "hvor der er en vilje, er der en vej" er ofret af kræfter og penge på at "bevare" jernbanemateriel i tidens løb, som derefter er formuldet til skrot, er jeg tilbøjelig til ikke at give dig ret. Eksempelvis blev Fangel station i sin tid nedtaget og lagt på lager med henblik på genopførelse i "Den fynske landsby", men den er forlængst desintegreret og rådnet op. Man kan frygte det samme sker for Frederiksberg-posten, men her er der dog lidt håb endnu. Ligeledes er der i årevis af Jernbanemuseet og jernbaneklubberne brugt krudt og penge på at bjerge materielenheder, som både rigtignok fandtes bevaret hos "de andre", som var "meget gode at have på lager" og som "måske kunne bevares ad åre". Resultatet af den form for indsamling og "bevaring" har vi senest set under den store materieloprydning i 2013, hvor Jørgen Henriksen havde kronede dage på overkomplet materiel, der var indsamlet ud fra devisen: "Hvor der er en vilje, findes der ofte en vej", og som siden var gået mere ell4r mindre i opløsning. Havde man i stedet opereret ud fra devisen: "Hvor der er penge, findes der ofte en vej", havde man kunnet bruge de penge, som nu er spildt, på at restaurere noget mere af det historisk set bevaringsværdige materiel. Det er pengene, ikke viljen og bestemt ikke "frimærksamleri med dubletter", der styrer, hvad der i sidste ende bliver bevaret for eftertiden.

Ja, måske bliver der også penge til genopførelsen af Frederiksberg-posten en dag, og det kunne jo så passende blive de penge, som nogen vil bruge på at nedtage "Det Gule Palæ", så i hvert fald Frederiksberg-posten bliver reddet. At have hele to nedtagne store signalposter liggende på lager uden at have sikret sig penge til deres genopførelse, er i hvert fald både et forkælet spild af ressourcer og uforsvalig omgang med de historiske værdier. Men desværre tror jeg, at de "ildsjæle", der vil bevare "Tårnet", er bedøvende ligeglade med Frederiksberg-posten, hvis de i stedet kan få tilfredsstillet deres Olsen Bande-libido ved at bevare et minde om en film, hvor jernbanefolk beskrives som nogle halvsenile smålallende idioter. Ligeledes er det ude i hampen at ville bruge nogle millioner kroner på en halv bygning, blot for at den kan være et kommercielt blikfang uden større jernbanehistorisk værdi, mens bevaringsværdigt materiel går til.

At der kun er eet eksemplar af "Tårnet", gør det ikke i sig selv bevaringsværdigt, og at det er nu eller aldrig, er jeg ganske klar over. Af hensyn til at sikre de nødvendige ressourcer til at redde bevaringsværdigt materiel jf. ovenstående, håber jeg imidlertid, at det bliver aldrig, såfremt at det er midler til bevaring af jernbanehistorien, initiativtager påregner at få fingre i. Deres udmelding er nu ellers klart og tydeligt, at det drejer sig om at bevare filmhistorie, så hvis de i stedet kan få de filmhistoriske sponsorer til at støtte deres projekt, er det helt fint med mig. Det går ikke ud over jernbanehistorien.

Med vanlig hyggelig hilsen


M;-)rten

P.S. Jeg ser frem til endnu en omgang "Dagens fotos", for det er også en fremragende måde at bevare jernbanehistorien på, og eftertiden vil altid være dig og dine ligesindede taknemmelig for den indsats, som I gjorde på dét område, mens tid var.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak