Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Gule Palæ (Generelt)

af Morten Flindt Larsen, 17/10 2014, 16:30 (3472 dage siden) @ Allan Støvring-Nielsen

Hej Allan,

"Det ser nu meget ud til at optagelserne, med den fiktive sportavle, ER foregået i Det gule palæ, hvilket jeg kan se på EVP's hjemmeside"

Hvordan ser du det? På dit screendump fra filmen (1974-75) ser man bagved "Børge"s nakke en gittermast, der står næsten lige uden for vinduet. På Eriks hjemmeside er der nogle fine fotos af palæet fra 1964, taget lidt på afstand og - uden mast. Den type gittermaster fandtes jf. andre fotos på Eriks side på Gb allerede i 1964, og de fleste lidt ældre personer (sic!) må kunne huske dem fra Gb. Man kan selvfølgelig have opstillet masten mellem 1964 og 1974, men hvilken sporændring skulle have nødvendiggjort dette? På Ozzies glimrende farvefoto af palæet fra 2006 er der ligeledes ingen mast, men hvis andre kan fremvise et foto af palæet/tårnet taget mellem 1964 og 2006 og med en mast placeret uden for vinduet, så accepterer jeg gerne muligheden af, at scenen på dit screendump er indspillet oppe i tårnet, trods det at der er bræddebeklædning på en del af væggene, mens nogle få ældre fotos på Eriks side samt Ozzies billeder viser pudsede vægge og i øvrigt en del skråvægge (som der autentisk nok også ses en bid af på screendumpet). Og det var så en lidt vel lang sætningskonstruktion. :-|

Med hensyn til DSB 53 centralapparatet. På Eriks side ses der driftsfotos af både et 1946-apparat og et 1967-apparat i palæet. Var der i 1974 stadig gamle centralapparater i brug i posten, eller var det hele blevet skiftet ud omkring 1967?

Ingen af de to sportavler på screendumpet ligner for mig at se noget fra Gb. Sporplanen på den grå tavle ligner en landstation eller for den sags skyld en S-banestation med sidespor, mens sporplanen på den sorte tavle er lidt ubestemmelig. Den virker dog for lille til at være en del af Gb. Jeg kan ikke genfinde spormønsteret på Ozzies 2006-fotos og tavlen virker lige så "hjemmestrikket", som tavlen med de mange lysende hvide lamper, som man ser i baggrunden af screendump-billedet.


Med venlig hilsen

M:-)rten


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak