Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Billeder fra en svunden tid (Generelt)

af keld ⌂, Malling, 25/11 2014, 08:55 (3430 dage siden)

I dag har jeg valgt at vise nogle flere MY-billeder fra en tid, hvor der var tydelige og let læselige afgangsskilte på stationer og perroner, suppleret med højtalerudkald. På de gule afgangstavler kunne man se fra hvilket spor togene kørte. I dag skal man gætte sig til fra hvilket spor og perronafsnit ens tog kører. Det er dog et fremskridt, at DSB er begyndt at forsyne IC3-togene med klare og tydelige udvendige destinationsskilte med vognnummer.


[image]
Hørning, juni 1980, MY 1135. Denne maskine blev i 1999 omlitreret til Tjenestelok, og var som sådan i driift fra 1999 til 2009. I 2004 blev maskinen lakeret blå, og tilhører i dag Danmarks Jernbanemuseum. Hørning station var et herligt sted at betragte toggangen fra.


[image]
MY 1107 under udkørsel fra Århus H mod Langå en gang i 80’erne. Sporet til venstre for de to hovedspor nedgraderes for tiden til letbanespor, og sporforbindelsen til maskindepotet fjernes. MY 1107 blev udrangeret i 1993. I en periode blev den anvendt til brandøvelse i Fredericia, og blev i 2000 ophugget.


[image]
Den 13. oktober 1974 kørte MY 1114 med et godstog gennem en stopbom på Vigerslev og endte på Hvidovrevej. Der er ingen meldinger om dræbte eller sårede, men lokoføreren må da have fået nogle slemme knubs. Maskinen blev som den sidste MY’er designmalet i 1985. Ophugget 1999 i Århus.


[image]
Nyborg Mdt, 1989. MY 1153 og 1133. Sidstnævnte ramtes af en brand i 1990 og blev ophugget samme år i Århus. MY 1153 skifter mellem at være stationeret i Øst og Vest, indtil den udrangeres i 2000. Herefter står den hensat på Gb til 2002, hvor den bliver solgt.


[image]
Juli 1985, MY 1110 på Gb, Maskindepotet i København, hvor den var stationeret frem til 1986. Den blev herefter flyttet til øst. Maskinen ejes i dag af ”Three T”, og er stadig i drift i Sverige.


[image]
MY 1130 fotograferet 1984 i Vigerslev. Maskinen er forsynet med ITC, og blev i 1984 designmalet. MY 1130 blev samme år overført til Vest. Ophugget 1996 i Århus.


[image]
MY 1123 på skydebroen i Århus maskindepot juli 1985. Maskinen blev i 1974 forsynet med ITC. I 1993 blev maskinen solgt til TÅGAB i Sverige og er stadig i drift.


[image]
Fredericia i slutningen af 70’erne. MY 1141 har siden den ankom til Danmark i 1958 kun været stationeret i distrikt Vest, indtil den i 1992, på grund af et sammenstød med MY 1126, blev udrangeret, og senere hensat i Århus. Anvendelige ting blev solgt som reservedele.


Kilder: ”Jernbanen” 5/2014
Jernbanen.dk forum database
Banebøger: Motormateriel 5

M.v.h.
Keld Zumbach


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak