Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Billeder fra en svunden tid (Generelt)

af keld ⌂, Malling, 24/3 2015, 09:05 (3314 dage siden)

I dag gælder det MY-billeder fra dengang man i København kunne køre ”rundt om husene”, og i Århus kunne man i 1960’erne iflg. Politikens ”Danmark rundt” få en middag på ”Kroen i Krogen” på Banegårdsplads for kr. 4,50, (hvis man da ellers havde råd?).


[image]
MY 1129 i Vigerslev på vej fra Flintholm til Københavns godsbanegård i begyndelsen af 1970’erne. Dette var en del af strækningen ”rundt om husene”.


[image]
MY 1121 i Nyborg, 1989? I flg. Forums database kørte den i Øst 1987-93?


[image]
MY 1103 mellem Skanderborg og Stilling en herlig sommerdag i 1982.


[image]
MY 1112 i Århus mdt, 1983. Maskinen blev designmalet i 1984, udrangeret og overdraget til Jernbanemuseet i 1993. Det undrer mig, at man hverken i Danmarks Jernbanemuseums årsskrift eller på deres hjemmeside kan se en aktuel oversigt over museets samling af rullende materiel, udstillet eller ej, men det er måske hemmeligt for museets medlemmer og gæster, eller er det mig, der bare ikke kan finde oversigten???


[image]
[image]
Øverst: MY 1146 i 1990’erne på vej ud i overkørsel 10, Sibirien, mellem Århus Ø og Århus H. Længere inde mod Århus H lå overkørsel 7, Skibbrogade. I 1960’erne havde Århus Motor Co. A/S (Ford) adressen: Århus havn. Efter min bedste hukommelse lå bilforretningen mellem Nordhavnsgade og Kystvejen/Skolebakken. Jeg mener at erindre, at der fra forretningens værksted var – ja det må jo have været en privat overkørsel over Grenåbanens spor, og at denne overkørsel var sikret med klokker og advarselslys. Kan det mon have været overkørsel 8 eller 9? Det ville være meget interessant om nogen kunne bidrage med oplysninger til opklaring af denne specielle overkørsel.
Nederst: Indkørslen til Århus Ø fra Århus H, set fra ubevogtet overkørsel, Gotlandsgade, 1960’erne.


[image]
MY 1127 med regionaltog ved Høje Tåstrup, 1985. Mon det er en ABg-vogn, der er koblet til lokomotivet?


[image]
MY 1107 med de røde pufferplanker holder her ved Århus mdt, 1982. Maskinen blev ophugget i Tønder i år 2000.


[image]
[image]
Øverst: MY 1133 kører igennem Hørning på vej mod Århus i 1980. Senere samme år blev den designmalet.
Nederst: Trængsel i Hørning, 1981

Kilder: Jernbanen.dk forum database
Banebøger: Motormateriel 5
Milepæle i DSB
samt lidt lommefilosofi, humoristisk sans og egen ikke altid for gode hukommelse!

Som tidligere nævnt skal tidsangivelser tages med forbehold. Rettelser og kommentarer modtages med tak!


På næste tirsdag sender jeg ”Billeder fra en svunden tid” for sidste gang inden jeg holder en pause. Men jeg har mange flere billeder, som jeg gerne vil vise på et senere tidspunkt, hvis der er interesse for det.


M.v.h.
Keld Zumbach


Hele emnet:

 RSS Feed af emne


Svenska-lok
25 år med IC 3 togsæt på tyske skinner
25 år med IC 3 togsæt på tyske skinner

Tidligere værkmester på IC 3 værkstedet i Aarhus Hans Werner Hansen fortæller i denne artikel om indsættelsen af IC 3 togsæt som EuroCity tog mellem København H til Hamburg Hbf ved køreplanskiftet den 23. maj 1993. Læs også om den olympiske flammes tur i IC 3.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak