Som det formentlig er de fleste brugere af denne side bekendt, har EU gennem årene udstedt en række direktiver omkring jernbanerne.

Det startede med det "Første jernbanedirektiv" som omfatter delingen mellem infrastruktur og selve driften/trafikken. Her er det pudsigt at se, hvordan de enkelte medlemslande har tolket direktivet:
I Danmark og Storbritannien har man adskilt disse to fuldstændigt, så det eneste fællestræk i princippet er statens ejerskab (via aktieselskaber, dog i første omgang en styrelse i Danmark) af infrastruktur og drift/trafik (herhjemme som DSB).
I Tyskland og Schweiz har man valgt en anderledes løsning, hvor de forhenværende statsbaner er blevet til holdingselskaber fuldstændig ejet af staten, som så enten selv ejer infrastrukturen (i Schweiz) eller har denne i et datterselskab (Tyskland DB Netze). Selve driften/trafikken ligger så i andre datterselskaber, opdelt efter art; f.eks. gods, regionaltrafik og så videre.

Grundlæggende set er opdelingen, efter min mening, ganske fornuftig idet den har resulteret i en mere effektiv udnyttelse af banekapaciteten. Desuden giver for os jernbane-entusiaster den fordel, at de forskelle operatører ofte har hver deres unikke design på deres lokomotiver, hvilket giver en større variation.

Hvad selve den strukturelle opdeling gælder, synes jeg rent principielt at løsningen med et holdingselskab som ejer et antal datterselskaber er mere fornuftig. Hvorfor? Tjoh fordi at et overskud generet et sted (eller rettelig, et datterselskab) kan udnyttes til gavn for hele organisationen eller et andet sted i denne, hvis der ikke er behov for det lige netop der hvor det er generet. Et tænkt eksempel:
Et datterselskab som står for driften af hvad vi kalder S-baner generer et overskud, men har ikke umiddelbart brug for det til investeringer, men til gengæld trænger infrastrukturen på landsplan til fornyelse/modernisering. Så ved at overføre overskuddet til først holdingselskabet og dernæst det datterselskab som administrerer infrastrukturen kan ejeren, staten, spare på investeringerne; altså kan investeringerne gøres billigere, til gavn for den overordnede økonomi.