Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Identitetskontrol (Generelt)

af Rosenbad, 1/4 2016, 15:11 (2946 dage siden)

For at hindre flere jyder og fynboer i at flytte til København indfører den svenske regering paskontrol på Sprogø. De svenske myndigheder er bekymrede for den stigende jyske indflydelse i Øresundsregionen som påvirker det skrøbelige projekt om at overtage hele København og gøre visionen fra 1658 om at flytte København til Malmø til virkelighed.

I praksis vil det foregå ved at Intercity- og Lyntog fra Jylland skal stoppe i Nyborg, hvorefter særligt sprogkyndige poliser står på og foretager sindelagskontrol, herunder om de rejsende er i besiddelse af svenske ID-kort udstedt af svenske skattemyndigheder. På Sprogø indrettes der særlige perroner til den egentlige kontrol med hegn og bevogtning. Derefter fortsøtter togene uhindret til København med en lille forsinkelse på ca. 1½ time.

Den svenske minister for isolation og meningspuritanisme udtaler sig således: “vi har hørt adskillige gode borgeres mening om det ødelæggende i en for omfattende identitetskontrol i togene over Øresund og det vil vi gerne imødekomme. Det har givet et stort tab for mange borgere og det vil vi gerne ændre gennem en stærkere integration i Øresundsregionen. Vi påtænker, efter en prøveperiode på ca. 50 år, at afskaffe paskontrollen ved tværpassage af Øresund, såfremt vore tiltag ved Storebælt giver de ønskede positive resultater.

Tiltaget med kontrol af storebæltspassanter bliver fulgt op med en ændring af strømsystemet på sjællandske strækninger, således at svensk produceret materiel uhindret kan køre til København og videre ad Femern-banen når denne står klar ved prøveperiodens udløb.

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak