Der er store forskelle hvor man kører. Tilbage i 1980'erne kørte jeg på arbejde på en "stor virksomhed på Nordals" med bus. Det var efterfølgerne for Borgmestermaverne, og de havde kun en dør foran.
Skulle man med sådan en bus som ny mand fik man anvist en plads af en af dem der var i bussen. "Den er ledig". Selv om der var mange ledige pldaser. Hvis nogen ikke rettede sig efter det gik der meget kluddder i sagerne senere på ruten.
Det var en bus med slutdestination på bemeldte virksomheds busparkeringsplads. Når vi skulle ud blev døren, bussens ensete dør, åbnet, og dem på forreste sæderække rejste sig og steg ud. Alle andre blev siddende til det var deres tur til at stige ud. På den måde undgik vi tumult, og bussen blev tømt imponerende hurtigt.
Der var livlig snak i bussen, måske mindre om morgenen, men helt sikkert på vejen hjem. På fredage havde "Helligånden" sin guitar med og så var der fælles sang hele vejen hjem.

På bemeldte virksomhed var der stor forskel på timelønede og funktionærer. Funktionærerne mødte en time senere. Vi havde flekstid, og som timelønnet kunne man godt komme rettidgit frem med "Funkenærbussen". I den sagde ingen et ord, og der satte alle sig på gangpladsen, således at kun halvdelen af bussens sædekapacitet kunne bruges. Nogle gange var der folk der stod op af den grund, medmindre chaufføren var en af den slags der tog affære og "tvangsudskrev" de ledige siddepladser til de stående. Alle sad og foregav at læse i nogen papirer, omend loftslyset i den tids busser ikke rakte til læsning.
Når så de der funktionærer skulle ud opstod der rent kaos. Funtionærbussen havde også denne virksomhed som slutdestination. Alle rejste sig samtidigt, stilte sig i gangen og begyndte at rode med deres mapper, lægge papirerne de havde "læst" tilbage, endlig i rette orden, paraply, etc. Det tog rigtigt lang tid at få den bus tømt.

Foruden Ole Juhls fremragende og nok meget præcise udlægning kan jeg personligt tilføje en anden grund: Om morgenen er jeg oftest træt og introvært. Vel vidende, at det er fuldstændigt irrationelt og kortvarigt, foretrækker jeg derfor alligevel fred og plads til at strække benene. Jeg har bestemt ikke lyst til at gnubbe skuldre med andre, hvilket er konsekvensen når en tredje person klemmer sig ind på sæddet, som reelt kun er 2½ personers sæde.

Hilsen Anders

Hvis I har rejst med toget i Schweiz vil I have oplevet, at folk siger baade goddag og farvel til en fremmed medrejsende. Det er ogsaa kutyme at spoerge om en given plads er fri foer end man saetter sig. Paa den maade skabes hurtigt en hoeflig medrejsendekontakt.

De foerste gange man som dansk udsaettes for denne hoeflighed i tog, virker den staerkt overraskende. men det virker, det kan anbefales.

Naa, nu er der jo nok lande med mere adfaerdskultur end i Danmark.

Men selvfoelgelig har Ole ret i beskrivelsen med det personlige rum. Det kan saa variere ganske betydeligt mellem individer og mellem kulturer.

Personligt tror jeg ikke at det er noget med at være "bange" for, i hvert fald ikke for mig selv personligt.
Som intelligent primat er min intimsfære naturligvis, som det sig hør og bør, justérbar efter forholdene. Er der meget trængsel er jeg ekstremt large, ellers er jeg ikke.

Noget der godt efter omstændighederne enten kan more eller irritere mig, er den der udbredte tendens til at besætte gangsædet i bussen (endskønt vinduespladsen jo i sin definition er mere attraktiv), blot for at forhindre, at nogen sætter sig ved siden af én, og er for hæmmede til at bede om at få lov at sidde dér. Desværre ser det ud til at virke i mange tilfælde. Selv sætter jeg mig konsekvent ved vinduet. Dels er pladsen mere attraktiv. Dels sparer jeg fremmede mennesker for unødig kontakt med mig (og mig selv med dem, naturligvis)

Hej Tonny

Jeg går ud fra, at du har så har købt to billetter. En til dig selv og en til tasken.

MVH, Lars

For ikke så lang tid siden kom der en kvinde ind i stillezonen, og begyndte at tale i telefon. Jeg ignorerede det fordi jeg gad ikke at komme i problemer kl 7:30 om morgenen, men en anden sagde til kvinden at det var en stillezone. Det ignorerede kvinden bare ved at sige "Ti lige stille, jeg taler altså i telefon"

Magen til idioti har jeg aldrig oplevet, før var der et udlændinge par i toget, der snakkede hvor igen en sagde at det var en stillezone, hvor de så venligt svarede "Ok det så vi ikke" og vi hørte ikke mere fra dem indtil de gik af.

Men ja du har ret, det er nok fordi man ikke gider at snakke med fremmede, ud over at sige "Ja du må godt sidde her" eller "Undskyld er denne plads optaget?"