Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Sund & Bælt - Sensorer på Vestbroens jernbane (Generelt)

af Skovsgaard, 6/11 2017, 09:23 (2357 dage siden)

Presseomtale.

Sund & Bælt arbejder på at effektivisere drift og vedligehold på Storebæltsforbindelsen vha. ny teknologi. Som et nyt tiltag er der netop blevet placeret sensorer på Vestbroens jernbane. Sensorerne indhenter data fra banen, og det gør, at Sund & Bælt på sigt kan spare tid på vedligeholdsarbejdet.

Sund & Bælt har gennem de sidste par år haft sensorer placeret på jernbanen ved Nyborg Station, men som noget nyt har Sund & Bælt i samarbejde med Railmontor opsat et testanlæg med sensorer på Vestbroens jernbane.

Data fra sensorer skaber effektivt vedligehold

Sensorerne kan bl.a. måle på sætningen i sporet, dvs. om der kommer sætninger eller såkaldte vridninger i sporet, der kræver vedligehold.

– Ved at sætte sensorer på skinnerne kan vi få direkte besked, hvis der er behov for yderligere vedligehold på jernbanen. Det kan spare os for en del timers manuelt vedligeholdsarbejde, da en medarbejder ikke længere skal ud på jernbanen og manuelt måle på sporets sætning. På den måde bidrager testanlægget til effektivisering og besparelser, forklarer Flemming Saxtorph, Driftsleder i Sund & Bælt.

Testanlægget kan ligeledes benyttes ved udgravninger tæt på sporet, hvor Sund & Bælt sparer mandskab til overvågning af udgravningen, da systemet klarer overvågningen.

Et mobilt anlæg

Testanlægget er mobilt, dvs. at det nemt kan pilles ned og flyttes til andre lokationer på jernbanen, hvor Sund & Bælt ønsker at måle.

– Det mobile testanlæg består af sensorer, der er placeret i midten på betonsvellen i sporet, men også af et solcellepanel og en gateway ved siden af jernbanen. Solcellepanelet leverer strøm til gatewayen, mens gatewayen indsamler data fra sensorerne, som videresendes til et Dashboard, der viser måleresultaterne, fortæller Flemming Saxtorph.

Sensorerne på Storebæltsforbindelsen er et eksempel på den forstærkede satsning på ny teknologi, som Sund & Bælt har indledt. Ved hjælp af ny teknologi ønsker Sund & Bælt at skære mindst 30 mio. kr. af Storebæltsforbindelsens årlige vedligeholdsbudget.

Video: Hør Flemming fortælle om det nye testanlæg

Flemming fortæller om nyt testanlæg

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak