Et par fotos fra Roskilde-Næstved banen

af Niels-Erik Hansen, Roskilde, 16/5 2016, 20:19 (2900 dage siden) @ kbayer

Og så er det, at man kan blive helt nostalgisk igen!

Jeg har antydet tidligere, at jeg i perioden fra 1974 til ca 1979 residerede på Køgebanens stationer som både postpasser og stationsbestyrer. Det skete oftest på stationerne nord for Køge men lejlighedsvis også syd for Køge.

Jeg har den 11. januar genfortalt en episode fra Lille Skensved station, hvor jeg med en ikke så heldig hånd afviklede en krydsning mellem et forsinket og rettidigt tog. – De endte begge med, at være mere forsinkede, end hvis vi/jeg ikke gjorde noget …..

Billederne fra Herfølge får mig til at tænke på en fra mig dengang lidt uheldig opførsel! – Jeg havde stationsmesterturen i stedet for stationsmester Kofoed, som havde fri efter det fastlagte turskifte. Jeg var mødt efter overnatning på stationskontoret på en medbragt drømmeseng og sovepose omkring klokken 6. – Den præcise dato kan jeg ikke, men min første tjenestegøring i Herfølge var den 7. juli 1975.

Som jeg husker det, var stationsmesteren alene om formiddagen, og stationen deltog normalt ikke i togekspeditionen på strækningen. Den pågældende eftermiddag mødte postdamen, Thyra - ældre end mig men ikke gammel i mine øjne - for at tage sig af postekspeditionen. Stationsmesteren foretog primært DSB-forretninger, men assisterede postarbejdet med at lave diverse indbetalingslister, men ellers blev han ikke overanstrengt.

Vi sad på vores pladser. Hun ved sin skranke og jeg ved min. – Og der var ingen kunder. – Jeg havde et æble med, som jeg tog bidder af. – Lige efter, at jeg har taget endnu en bid af æblet, spørger Thyra, om jeg har tænkt på, hvordan det lyder, når en hest spiser æbler! – Næh, det havde jeg da ikke spekuleret på. Det var da en pæn måde at fortælle, at jeg nok smaskede eller gnaskede lige lovlig meget eller højlydt.

Ellers deltog stationen normalt kun i togekspeditionen, når der skulle udveksles vogne fra Køge. – Det antyder billedet er sket for nylig. – I nogle somre og på visse dage kørte udlandsdelen af Alpenexpress (tog 280) og Nordexpress (tog 233) fra Rødby Færge over Køge til København, og så skulle Herfølge station deltage i togekspeditionen. Det oplevede jeg nogle få gange. – Lokaldelen kørte over Ringsted i togets normale plan. Var udlandsdelen forsinket, blev den kørt over Ringsted.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak