Jubilæum i agurketiden

af Per Sørensen, Hg, 14/7 2016, 22:31 (2836 dage siden)
redigeret af Per Sørensen, 14/7 2016, 22:51

G'aften,

Jeg må indrømme, at jeg havde glemt, at det i mandags den 11.7.2016, var 100 år siden at det første tog kørte fra Helsingør til Gilleleje.

Det er en bane der har betydet rigtigt meget for mig og derfor kommer her lidt HHGB; - set herfra hvor jeg står...

Anders Møller skrev en artikel i Helsingør Dagblad i Lørdags, og ellers havde jeg ikke tænkt over det.

Jeg citerer lidt derfra:
Den første del til Hornbæk var åbnet allerede 22. maj 1906 og den var en succes fra starten med 6 daglige tog og 9 om søndagen - alle skulle prøve banen.
Det var lige inden Pinse og bare til den store Pinsefest ved Hammermøllen i Hellebæk løste 15.000 billet!

Hammermøllen er stadig et besøg værd:

[image]

Forlængelsen på kun 12km fra Hornbæk til Gilleleje, skulle være taget i brug til Hornbækbanens 10 års jubilæum, men der var problemer.
Ved Søborg station måtte man bygge en 60 meters betonbro over Søborg Kanal, men efter en måned revnede den!
Der blev nedrammet 300 træstammer 15meter under vandoverfladen, hvorefter man støbte et betonunderlag for broen.
Kort tid efter revnede broen igen - denne gang i hver side!
Der indmuredes 13 svære jernbjælker, men problemerne ved Søborg Kanal sluttede ikke her.
En nat sank hele banedæmningen og man måtte tilføre mere jord, før man endelig kom over det sumpede område.

Søborg Sø var ret stor, som det ses her:
[image]

Søen blev tørlagt (uhyggeligt ord for os alkoholikere) for et par hundrede år siden og afvandingen skete igennem Søborg Kanal, der løber ud i Gilleleje Havn.
Nogle har måske siddet og nydt "åen" fra Kanalkroen, som naturligvis altid bliver kaldt noget andet...

Efter de mange kvaler med at få jernbanen over kanalen, er det ironisk, at der nu planer om at Søborg Sø skal gendannes.

På grund af de nævnte problemer for entreprenøren, åbnedes banen som sagt først 11.7.1906 og ved indkørslen til både Hornbæk og Gilleleje lå der knaldperler på sporene, til stor moro for folk.

I starten endte HHGB ved Østerport og først halvandet år senere, fik man fælles station med Gribskovbanen.
På et tidspunkt måtte Østerport ændre navn til Gilleleje Øst, fordi Københavnerne ikke ville give sig!
Forresten underligt at københavnerne ikke har ønsket Søborg Station omdøbt til Gilleleje Süd eller sådan noget...

Banen har været nedlægningstruet, men kører heldigvis fint idag og endda på gaden i Helsingør, selvom mange igennem årene har foreslået at den kunne ende på Grønnehave. Sikke noget - det ville koste rigtigt mange passagerer.
Der er bevaret flere køretøjer, men specielt Personvognen A1, står mit hjerte nær.
Den holdt på læssevejen i Helsingør, men med stoppebom både foran og bagved.
Den blev der leget meget på; - selvom der vist var noget med at vi ikke måtte være på læssevejen!

Jeg har tilladt mig at låne et foto taget af Niels Munch (som jeg håber bærer over med mig):
[image]
Til højre for vognen ses den oprindelige stoppebom af grus og til venstre ses den nye man lavede, for ikke at godsvognene skulle hamre op i A1. Vognen var tænkt som hjemsted for Helsingør Modeljernbaneklubs bane, der aldrig blev lavet pga. fugt.
Bemærk stangen igennem taget, der nok er elforsyningen.

Stadigvæk til venstre for vognen, under kommandoposten anes enderampen, hvor mangen en cirkusvogn fra Benneweis, er blevet kørt ombord på jernbanevogne.

Samme sted ses en PUR, der er toplastet med kul.

Den så sådan ud og holder her lidt længere ovre på et andet spor under kranen på læssevejen.
Foto er lånt fra HGC:
[image]

Det var fra sådan nogle jeg søndag formiddag lossede kul over i kulvognene (ja, jeg har været inde på det tidligere).
PER var 13 år og PUR kunne laste 20 tons, så klart jeg fik ondt i ryggen.
Min mor kunne ikke forstå jeg kunne blive SÅ beskidt, men hvad gør man ikke når belønningen var, at måtte styre en F eller en D maskine...

Højstrup Trinbræt (fotograf ukendt):

[image]

Tilbage i nutiden passerer Juletræstoget Højstrup Sø (fotograf kendt!):
[image]

[image]

(Plakatkunstner ukendt):
[image]


God sommer - nyd nu alle de agurker I kan...


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

  • Jubilæum i agurketiden - Per Sørensen, 14/7 2016, 22:31 [*]

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak