D 899 på Mdt. ?? + lidt om perception eller næsten OT

af Steffen Dresler, 21/9 2016, 20:56 (2767 dage siden) @ Poul Skov

Se, den gode Lkf (og ovenikøbet med attest til damp!) udi det Fynske, vil jo gerne have stedbestemt billedet og det forstår jeg jo egentligt ganske godt.
Men, det er så her, at perceptionen kommer ind, altså, hvad er det man ser på billedet eller hvad er det man lægger mærke til.
Det er jo ganske rigtigt D nr. 900, iøvrigt den sidst byggede litra D til DSB (se herom under litra D under "DSB lokomotiver").
Men hvad er det så, jeg skal se på?

Jo, det er nemlig IKKE en almindelig ombygget D til den såkaldte D IV type, selvom ligheden er slående. Det er faktisk en såkaldt "D II ombygget" eller "Lav D IV". Og HVAD er så det?
Jo, i midten af 1920´er besluttede man (DSB Trafikafdeling) at ombygge (næsten) alle litra D (D I og D II), således at de fik bedre ydelser med overheder, samt ikke mindst bedre arbejdsforhold for personalet. Det var den gode Hr. Voldmester der fik opgaven, så det kunne jo ikke gå galt. Spørgsmålet var så om det var en nybygning med anvendelse af ældre dele ELLER, en ændring med nye dele. Det kan man så diskutere. Men resultatet blev altså en litra D med samme undervogn, muligvis rundglidere i stedet for fladglidere, en litra C bageste rørvæg og længere rist som D III, forhøjet anbragt og frembygget kedel, ramme forlænget bagud, barriereplade rettet ud, sandkassen sammenbygget med dom på kedelryggen, samt nyt og større førerhus. Det hele benævnt D IV.
Men som med så mange andre projekter fattedes riget (DSB) penge og de sidste leverede litra D var jo alt andet højst 7 til 8 år gamle og derfor absolut ikke hverken slidte eller udslidte. Så ombygningerne stoppede. Så kom krigen og bortset fra en ødelagt D, der blev ombygget, var det umuligt at ombygge flere litra D, bl.a. materialemangel.
Efter krigen var der stadig materialemangel så først i 1950´erne havde man mulighed og visse materialer tilrådighed. MEN, da dampens tid var begyndt på sin slutning, ihvert tilfælde med de mellemstore lokomotiver, blev den påbegyndte ændring ikke så gennemført som tidligere. Stor set bevaredes alt som det var (de resterende HAVDE rundglidere allerede) og kun rammen forlængedes lidt bagud og et nyt og større førerhus monteres, ligesom barrierepladen blev rettet ud. Det blev til "D II ombygget" eller "Lav D IV". Den VAR nemlig væsentlig lavere på kedlen end D IV.
Er man ikke så god til fjernkending (train spotting på den gode måde) kan man tydeligt se, at D II ombygget har en trykluftbeholder på HVER side af kedlen, hvilket D IV ikke har. Sidstnævnte har nemlig begge luftbeholdere på højre side. Ca. en 1/4 af litra D II blev ændret til D II ombygget og de resterende blev ikke ændret. De havde altså de samme ydelser som D II.
Da man jo var i dampens sidste tid, blev tenderne normalt ikke repareret hvis ødelagte, men ombyttet med en eksisterende, men udrangeret i bedre stand. På billedet har nr. 900 en DI i tender med udkravning på den øverste liste rundt om tenderen som litra K også havde. Denne tender type havde nogle af de første litra D nemlig også, nr. 801-805 og 811-815. Andre D II ombygget kørte med en "Baldwin tender", der var bemærkelsesværdig derhen, at bolthovederne ikke var slebet plane, men stadig runde og derfor ganske tydelige at se.
I øvrigt har maskinen (nr. 900) actylen gas belysning af den nederste toglanterne, mens særtogslanternen er elektrisk belyst (den øverste). Men det var nu ganske almindeligt. Kun en, nemlig nr. 826 fik dampturbo generator.
Se, det kan altså også ses på billedet, hvis man da er interesseret heri.

God aften til alle og venlig hilsen

Steffen Dresler

NB: Er man interesseret i litra D, er jeg næsten helt sikker på, at der i begyndelsen af 2017 kommer en splinterny bog om netop dette litra:-)


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak