Sidespor ved Kagerup Savværk - med PJR 13975 plus vognkasse

af Søndenfjords, 13/4 2017, 18:18 (2568 dage siden)
redigeret af Søndenfjords, 13/4 2017, 19:01

Går man ind i skoven fra Kagerup Station på Gribskovbanen, og følger man Tisvildeleje-sporet nordpå, ser man efter nogle få hundrede meter et sidespor ovre på vestsiden af banen, nemlig ved Kagerup Savværk.
Sidesporet har ikke længere nogen forbindelse med hovedsporet, og ifølge bogen Gribskovbanen side 284 (Ole-Chr. M. Plum og Lars Viinholt-Nielsen for Dansk Jernbaneklub ISBN 978-87-87050-61-6) har der heller ikke været nogen forbindelse, siden strækningssporet blev udskiftet i 1978/79.
Men et halvt hundrede meter spor ligger der ikke destomindre derinde på den anden side af Tisvildelejebanen, en læsserampe er også synlig, og navnlig er der to vogne at kigge på:
På den ene, en åben godsvogn, kan man på afstand læse sig frem til, at det må være DSB litra PJR nr. 13975. Da sidesporet formentlig ligger på privat grund, har jeg ikke været derinde og vil derfor heller ikke bringe billeder derfra, men Nordsjællands Veterantog, som tilsyneladende ejer vognen, bringer selv dette billede af vognen på sin hjemmeside:[image]
Helt så slem ser vognen dog ikke ud i dag, når man iagttager den inde fra skovbrynet på den anden side af banelinien. Så ligner den snarere dette foto fra jernbanen.dk, taget i 2002:
[image]
Nordsjællands Veterantog skriver selv således om PJR 13975:
Åben godsvogn med aftagelig endevæg. Skruebremse i højt bremsehus.
Bygget af Scandia 1920. Oml. 1924 fra PJ 13975. 1941 til PJR 13975.
Opbevaret på CVK.

Det dér med Centralværkstedet ligner dog en smutter ... Og bremsehuset er også en saga blot ...
Men den åbne godsvogn er ikke alene på det afbrudte sidespor, for den har selskab af en vognkasse, og det er formentlig LNJ C2, der ligesom PJR 13975 står på Nordsjællands Veterantogs museumslager. Heller ikke den vogn synes jeg, jeg kan bringe billede af, så i stedet viser jeg dette foto fra klubbens hjemmeside:
[image]
Helt så pæn tager vognkassen sig dog ikke ud i dag. Formentlig skal der flere håndværkere til, hvis den skal kunne gøre sig som håndværkertilbud.
Klubben skriver selv om vognen således:
Kort resumé fra Jernbanen.dk:
Bygget af Amsterdam* 1900. Omb. 1927 af Scandia for 14.000,- kr. fra LNJ C 2. Motorbivogn. Trykluftbremse. Elektrisk lys. Koksfyret varmtvandsanlæg. Solgt 1952 til DDS for 1.600 kr. Vognkasse opsat 1953 som sommerhus i Asserbo. Solgt 2010 til NSJV. Afhentet 9/1-10
*Bygget af Nederlandsche Fabriek van Werktuigen en Spoorwegmaterieel, Amsterdam, Holland 1900
Vognkassen står i Kagerup.
Undervogn tages fra fra VNJ E 41. (CVK)


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak