direkte tog Århus H-glyngøre/Nykøbing M

af Anders Bové Christensen, 20/4 2017, 19:48 (2562 dage siden) @ Jørgen Pagh Jensen

Aarhus - Glyngøre

Nogle af mine bedste jernbaneminder knytter sig til turen fra Aarhus til Nykøbing Mors i perioden 1965 - 69. Det var turen til mine svigerforældre inden de flyttede til Aarhus. Det foregik typisk en fredag med afgang fra Aarhus H lidt i klokken 17. Toget bestod altid af en MO plus 2 vogne og en styrevogn. Alt hvad MOeren kunne klare. Sådan føltes det i hvert tilfælde. Det var et iltog, men der var ikke meget ”ilende” over det, når det bevægede sig op i mod Mundelstrup. Det føltes som man kunne hoppe af og plukke blomster og derefter hoppe på bagerste vognigen. Passagererne var for en stor del studerende som skulle hjem til mor og far i Salling, på Mors og i Thy. Bagagen bar tydelig præg af, at det ikke var så almindeligt at have adgang til en vaskemaskine ! Der var altid en glad og forventningsfuld stemning i toget. Det var karakteristisk, at komforten faldt i takt med at man nærmede sig Glyngøre. Sporene blev mindre og mindre og kortere og kortere. Vi kaldte altid banen fra Skive til Glyngøre for præriebanen. Efter 2,5 timers kørsel stoppede toget ude på molen i Glyngøre, og alle måtte så stige ud og gå den korte tur ombord i M/S Morsø. Meget eksotisk ! I godt vejr over dæk, i dårligt vejr under dæk. Det betød at Nykøbing Mors blev opfattet som en meget fjern provins, som jo kun kunne nås med færge. På kajen i Nykøbing stod altid en masse mennesker, primært fædre, mødre og søskende for at modtage studenterne fra Aarhus. - Med velkomstscener som var det ankomsten fra Amerika. Herefter fortsatte mange rejsen med busser og biler til de omkringliggende landsbyer. Se, det var jo en togrejse fra før verden gik af lave.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak