Farve og nummer på H 40

af Steffen Dresler, 12/9 2017, 08:37 (2412 dage siden) @ UTJ

Godmorgen til alle

Som UTJ er inde på, er farverne på lokomotiverne engang imellem lidt af et mysterium og bliver nok ikke helt overholdt 100%, men sikker er jeg ikke.
Alle lokomotiverne ved DJDS, JFJ og DSB-JF af engelsk oprindelse var malet mørkebrune med sorte stafferinger og nummeret påmalet i guld. Det har hidtil været antaget, at med leveringen af de første lokomotiver fra Tyskland i 1875, man da gik over til den tyske bemaling med sorte lokomotiver og røde stafferinger og lysebrun undervogn. Men så sent som i 1882 skriver O. F. A. Busse (den yngre) om bemalingsforskrifterne for de nye P-lokomotiver (Thy banen m. fl.), at de skal ”males og lakeres i en dybbrun farve med stafferinger, det indre af førerhuset med egetræsfarve, ringen om skorstenen med carmin, hvid, carmin og pufferplankerne zinober (mørkerød) og numrene i guld”.
O. F. A. Busse havde dog sammen med J. Blair (Maskinmester ved JF) allerede før 1882 fremlagt et forslag om ”den tyske bemaling” med sorte lokomotiver med røde stafferinger og lysebrun undervogn, men det blev ikke godkendt. Derfor kan det tænkes, at den ”tyske bemaling” først er blevet gennemført efter sammenlægningen i 1892 og da med den ændring, at undervognen også skulle være sort. Gradvist herefter blev de ældre lokomotiver ommalet i den sorte farve ved stor (S) reparation.
Så H 40 er altså bemalet efter de gamle forskrifter (før 1892) som jeg ser det, men med de (dengang 1947) moderne nummereringsforskrifter med nummer på tenderens bagplade placeret med et i hver side øverst oppe. Individnummeret på tenderen skulle have været malet på tenderens pufferplanke. "Nummerpladen" er først indført omkring ca. 1910 med litra P II (på hovedtegningerne) og fuldstændigt med litra R fra 1912. Men billedet af H 39 viser, at man åbenbart hurtigt nåede også de mindre lokomotiver også, HVIS dateringen er korrekt, tror derfor det er senere end 1910, nemlig omkring 1913/14. Men sidstnævnte er jo et tros spørgsmål.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak