Maskinerne havde ikke de største forsyninger af hverken kul eller vand - derfor bliver de begrænset noget i aktionradius eller også skal der planlægges med "genopfyldning" på vejen, hvilket giver et langt stationsophold (=langsomme køreplanener).
Ingen skal bilde mig ind at den problematik ikke har rumsteret i baghovedet da lokomotiverne blev bestilt.
Jeg har dog ikke læst anskaffelsessagen, så der lidt svært at komme med et bud her.

Dog bemærker jeg 2 ting.
Den gode Voldmester skriver i Damplokomotivets betjening at 1 kg kul kan fordampe ca. 7 kg vand v. 12 bar.
Når henses til at lokomotiverne startede med 3 tons kul og 10 m3 vand, så ses det tydeligt at der mangler omkring 10 m3 for at kul/vand hænger sammen.
Ergo, skal der tages vand undervejs for at futte alle kullene af.
Senere øges kulbeholdningen til 4 tons, men der gøres intet ved vandbeholdningen.
Endelig findes der en tegning i trækkekaftudvalgets bunker fra august 1939, hvor en S-maskine er forsynet med en endnu større rygsæk og en lille vandvogn.
Dermed ville forsyningerne blive 5 tons kul og 22 m3 vand.
Dét ville bestemt gøre livet nemmere at planlægge længere ture (evt. med relativt store tog). Som med så mange andre forslag blev det ikke til noget.
Så ja, kulbeholdningen var ikke den største, men en lang tur til Gedser/Nykøbing F har - som minimum - krævet en tår vand.
Men er det ikke vist i maskinløbsplanerne hvor der skulle forsynes?
Med dieselloko stod der jo angivet hvornår der skulle gives sand, vand, diesel (S, V, D).