Udflugt med roebanen fra Assens til Løgismose, 1912

af Plovgaard, 4/11 2017, 15:38 (2355 dage siden)

[image]

Dette foto findes på lokalarkivet i Assens. Ifølge lokalarkivet er fotoet fra 1911 og stammer fra Agnes Plum, der var mor til gullaschbaronen Harald Plum, der tog sig selv af dage på Lillebælts-øen Torø i oktober 1929.
Men der er god grund til at tro, at fotoet faktisk er et år yngre, nemlig fra juni 1912.
Fotoet er optaget på "Sukkerengen" over for Assens Sukkerfabrik, og i baggrunden skimtes Mølledammen og sukkerfabrikkens tidligere værksted ved Kærum Å.

I august 1911 giver ministeriet således tilladelse til at anvende roebanerne til at fragte kul, korn, frø, svin,brændsel, kalk og foderstoffer. Det nyder blandt andet mejerierne i Egerup, Snave og Haarby godt af, idet de får tilført kul med roetoget i en periode under Første Verdenskrig.

Byrådet i Assens giver først året efter en tilladelse til, at roetoget også må køre i Byparken/Skovanlægget i tidsrummet fra 1. maj til 1. oktober, såfremt kørsel gennem skoven sker uden brug af fløjte og ringen og tager mindst tre minutter mellem overkørslen ved Fåborgvej og til Assens Sukkerfabrik.

Lørdag den 30. juni 1912 drager en delegation fra Baag Herreds Landboforening på udflugt til Løgismose Slot.
Destinatonen er velvalgt, for på det tidspunkt var det nemlig Løgismoses ejer Brünnings-Hansen, der var formand for landboforeningen.

I avisen kunne man dagen efter læse dette referat fra udflugten:
"Ved 6-tiden i går eftermiddags vendte de to lange roebanetog med deres fragt af feststemte landboforeningsmedlemmer tilbage fra togtet til Løgismose og rullede ind gennem Skovanlægget under musik og sang og vajende faner.
Klokken cirka 6,30 gik man til bords i Skovpavillonen og det store tilbyggede telt, og hver en krog derinde, hvor der kunne anbringes bord og stole, var der lagt beslag på. Der var dækket til 450.
Landboforeningens formand, Brünnings-Hansen talte for hans majestæt kongen med ønsket om, at vor almindelige afholdte, unge konge længe måtte regere over et både politisk og økonomisk frit Danmark.
Det vedtoges med akklamation at afsende følgende telegram til majestæten:

Kongen, Marselisborg!
400 medlemmer af Baag Herreds Landboforening, samlede til fest i Assens efter en udflugt til en af Danmarks skønneste egne, sender Deres Majestæt vor underdanigste hyldest med det ønske, at Deres Majestæt i mange år lykkeligt må regere over vor skønne, elskede fædreland.
Brünnings-Hansen

Senere på aftenen indløb følgende svar:
Bringer Baag Herreds Landboforening min hjerteligste tak.
Christian R.

Proprietær Schmidt, Kærumgård, udbragte en skål for fabriksbestyrer Lerche med tak for venlig imødekommenhed, der havde gjort det muligt at iværksætte denne herlige tur i dag.
Det vedtoges efter talernes forslag at sende et telegram tak til direktionen af De Danske Sukkerfabrikker.
Og så sluttede den lange udflugtsdag ellers med et ordentligt tordenvejr ...

Kay Munk Plum, bror til Harald Plum og blandt initiativtagerne til roebanen der åbnede i oktober 1910, ses midt i billedet med stor hvid hat mellem de to vognrækker.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak