Jugoslavien 1966 - Hercegnovi (9 illustrationer)

af Niels Munch, 7/4 2018, 13:07 (2183 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 7/4 2018, 13:41

Goddag i Forum,

Senest i f.m. denne minigætter har jeg truet jer med at ville vise mine resterende billeder fra min ferie ved Kotor Bugten 18.09. - 03.10.1966. Det var en Tjæreborg charterferie med et skandinavisk klientel, hvis historisk meget velbevandrede rejseleder var troubadour og forfatter Eric Storél. Det blev - qua hans eminente fortællerevner på formfuldendt "svansk" - en ganske mindeværdig ferie!

Dog vidste han intet om områdets 760 mm ("bosnisk sporvidde") jernbaner; det gjorde jeg retfærdigvis heller ikke, men havde dog medbragt den hos Haase i Løvstræde under et udsalg tilfældigt indkøbte "Narrow Gauge Railways of Europe" af Allen & Whitehouse (Ian Allan Ltd. London, reprint March 1961), hvorfra dette kort er "lånt":
[image]Vi var indlogeret på bungalow-hotellet "Topla" i den lille havneby Hercegnovi's vestlige udkant, altså nederst i kortets højre hjørne. Området var ikke særligt "turistet"; på vort hotel boede nogle ungarere, der havde lov til at feriere i Tito's kommunistiske Jugoslavien, skønt det ikke var medlem af Warszawapagten.

Umiddelbart i tilknytning til hotellet lå en badeterrasse, hvortil adgangen skete over 760 mm sporene til den dalmatiske bane:

[image]
..... der her fulgte kystlinien mod øst til endestationen Zelenika. Men når toget en stille dag zig-zaggede sig over bjergene i baggrunden fra Cavtat til Uskolpje, kunne vi længe høre dampslagene fra banens kompoundmaskiner.

Allerede dagen efter ankomst skulle charmerende Hercegnovi selvfølgelig udforskes, og nemmest var det at hoppe i sporet og følge det østpå:

[image]

..... og efter Topla-tunnellen åbenbarede den lille havneby sig - med mole og station:

[image]Hercegnovi station med tog fra Zelenika til Uskoplje, fremført af en type 83, 19.09.1966 (nm).

[image]Forinden havde toget passeret Citadela under fæstningen Forte Mare, Hercegnovi 19.09.1966 (nm).

Oppe på Forte Mare var i øvrigt byens friluftsbiograf indrettet:

[image]Hercegnovi, Forte Mare med lærredet for friluftsbiografen, 19.09.1966 (nm).

Nå, vejret var fint, så vi besluttede at trave videre østpå for at finde endestationen Zelenika for den dalmatiske bane:

[image]Godstog mod Zelenika med en type 83 ved overkørslen i Meljine, 19.09.1966 (nm).

Traveturen gik gennem Savina skoven, hvor et kæmpemonument for partisanernes kamp mod facisterne under 2.VK samt en ortodoks kirke passeredes, hvorefter byen Zelenika og udsigt over Kotor Bugten åbenbarede sig:

[image]Station og civil havn i Zelenika, 19.09.1966 (nm).

Stationsbygningen gemmer sig bag træerne t.h. for den hvide kasse næsten midt i billedet.

Zelenika var en kaserne- og flådestationsby, som i 1966 var blottet for turisme, og hotellet t.v. i billedet var uden liv. 760 mm banerne var jo anlagt under østrigsk overhøjhed og af strategiske årsager, og det mærkede man i Zelenika, hvor banens omfattende godstrafik må tilskrives de militære installationer.

[image]Zelenika station med banens ældste personvogn, JZ B 3488 fra 1914, midtgangsvogn med træsæder og 1 toilet, af umiskendelig østrigsk herkomst, 19.09.1966 (nm).

Nu, hvor vi er nået til Zelenika (hvorfra vi tog toget tilbage til Herzegnovi, enkeltbillet 50 dinarer på 2.kl.; 100 dinarer = 59 øre), vil jeg bryde. I et nyt indlæg vil vi gennemgå Zelenika station, som vi atter besøgte den 26.09.1966 med en s/h Kodakfilm i kameraet; thi farvefilmene var jo forbeholdt "feriebillederne".


Bedste hilsener & på gensyn
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Indsend billederBillige jernbane T-shirts


Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak