Hvad søren er det for en vogn efter Mx´ern? Epilog

af Steffen Dresler, 3/9 2018, 22:46 (2053 dage siden) @ Michael Deichmann

- nu mangler vi bare at en eller anden kan finde frem til nummeret på den V200, som trak Kattegatekspressen fra Hamburg til Flensurg netop denne dag - og hvad lokoføreren hed - altså både den tyske og den danske.
Og hans skonummer....

Sådan for at starte med det første, kan man ved hjælp af materiel- og tjenestelister finde uf ad hvilke lokomotiver og hvem der kørte de pågældende tog, men jeg vil nu hellere fortælle om den mulige tyske lokomotivfører.

Mere historisk er nemlig spørgsmålet ”og hans skonummer”, der faktisk nok slet ikke er så morsomt og dækker over en skæbne ingen danskere har lidt.
Vores tyske Lokomotivfører havde nemlig ikke et egentligt skonummer, han kunne og gjorde, variere skostørrelsen efter behov!!!

Vor ven var af årgang 1927 og som alle drenge havde han drømme, men den dengang igangværende krig gjorde, at hans skæbne ændrede sig dramatisk. Fra folkeskolen kom han i lære ved et af Deutsche Reichsbahn store Centralværksteder i 1943 som maskinlærling. Men allerede i foråret 1944 blev han indkaldt og på grund af hans for militære træning i Hitler Jugend og en påbegyndt faglig uddannelse, sendt til ”Panzer Schule Sagan” i det nuværende Polen. Uddannet som kampvognskører blev han allerede i sensommeren sendt til sin enhed, en SS Panzer Abteilung, der netop var blevet udstyret med Tiger II. I december 1944 deltog enheden i operation ” Wacht Am Rhein” (Ardenner slaget). Omkring juletid blev hans kampvogn ramt og han mistede den ene fod i kampvognen. På vej tilbage til et feltlazaret måtte man imidlertid amputere den anden fod p.g.a. koldbrand.

Som krigsinvalid uden ben og kun 18 år gammel ved krigsafslutningen i maj 1945, smilede lykken dog alligevel lidt og hans to benstumper blev opererede således, at han kunne anvende egentlige benproteser og gå uden krykker. I 1948 påbegyndte han igen sin uddannelse og blev p.g.a. sit handicap videreuddannet som lokomotivfører på diesellokomotiver og motorvognssæt. Han blev senere stationeret ved Bw Eidelsted ved Hamburg og kørte her VT 08/12 og senere V200.

Jeg mødte ham under en øvelse omkring Peine-Salzgitter i 1981 som pensionist og han fik en tur i en ”52 Ton schwerere Kampfpanzer typ Centurion”, han var jo gammel kollega! Det var en tur som sluttede cirklen for ham.

Om han kørte Kattegatekspres lige denne lørdag den 17. august 1963 fra Hamburg op til Flensburg ved jeg ikke. Men han kørte bl.a. disse ture op til grænsen indtil hans pensionering.

Og således kan et billede fra Hjørring pludselig give en helt anden historie end oprindelig tænkt og skæbner pludselig komme til live igen i tankerne.
Jeg kan faktisk stadig se ham for mig da han blev hjulpet ned, stort og taknemmeligt smil og våde øjne. Til gengæld ”mistede” jeg min 2´er vogn et par timer, de var blevet beværtet så rigeligt for turen, men det er en helt anden historie! Vi måtte alligevel ikke køre om søndagen.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

NB: Og så er det faktisk rigtigt!


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak