LJ Tankvogne

af Børge Sundahl, 16/7 2016, 18:14 (2840 dage siden)

I fortegnelsen over LJ Tankvogne figurerer de to med numrene Z 1 og Z 2, bygget af Scandia i 1885 til Bygmester H A Jensen, Nykøbing Falster.

Findes der nogen oplysninger om dem (fotos-tegninger)?

Og hvor blev de i grunden af?

Børge

Avatar

LJ Tankvogne - er kalkvogne

af Morten Flindt Larsen, København K, 18/7 2016, 18:50 (2838 dage siden) @ Børge Sundahl

I fortegnelsen over LJ Tankvogne figurerer de to med numrene Z 1 og Z 2, bygget af Scandia i 1885 til Bygmester H A Jensen, Nykøbing Falster.

Findes der nogen oplysninger om dem (fotos-tegninger)?

Og hvor blev de i grunden af?


Hej Børge,

Det er ikke tankvogne, men to kalkvogne LFJ Z 1 og Z 2 tilhørende "Nykjøbing Kalkværk" i Nykøbing Falster.

Per Topp Nielsen har afdækket, at Z 1 og 2 var i drift fra 1885 til omkring 1910, og at det var et par entreprenørvogne, som Scandia satte i stand til Nykjøbing Kalkværk.

Per kalder som du vognene for "LJ", men i 1885 var der ikke noget, der hed "LJ" (Lollandske Jernbaner). På det rullende materiel på Sydhavsøerne benyttedes fra 1874 til 1893 styrelsesforkortelsen "LFJ" , som stod for Lolland-Falster Jernbane. Det er altså oprindeligt LFJ-vogne. Om vognene efter 1893 har fået påmalet styrelsesforkortelsen "LJ", ved jeg ikke. Mon vognen qua deres fortid og beskaffenhed nogensinde er blevet malet op efter 1885?

Som du skriver blev kalkvognene anskaffet af bygmester H.A. Jensen. "Hotel Baltic" i Nykøbing F. er grundlagt i 1872 af en murermester H.A. Jensen under navnet "Jernbanehotellet", samtidig med at jernbanen Orehoved-Nykøbing F. blev anlagt. Muligvis er det den samme Jensen, der er tale om her. Af Kraks Vejviser 1909 fremgår det, at Hanemose Teglværk pr. Grænge (som i en periode havde eget private sidespor) tilhørte H.A. Jensen, Vesterisborg pr. Nykjøbing F. Jeg formoder, at det ligeledes er den samme Jensen. En lokal matador? Spørgsmålet overgives hermed til de lokalhistoriske eksperter ud i Nykjøbing paa Falster.

Z 1 og Z 2 nævnes i en DSB ordre af 30. juni 1885 som tilhørende Nykjøbing Kalkværk. I en tidligere ordre af 11. juni 1885 omtales "Fabrikant Lauritz Jensens Vogne” – det er formentlig de samme vogne, det drejer sig om. Var Lauritz Jensen mon søn af H.A. Jensen og den egentlige ejer af Nykjøbing Kalkværk?

Kalksten er et nødvendigt råstof i produktionen af roesukker. Kalken til A/S De danske Sukkerfabrikkers produktionsanlæg rundt om i landet leveredes uden tvivl fra Fakse Kalkbrud A/S, der var kontrolleret af C.F. Tietgen m.fl. Som følge af Tietgens ejerskab af De danske Sukkerfabrikker har DdS på gunstige betingelser kunnet få tilført kalk pr. skib eller banevogn fra Fakse Ladeplads, men det har på grund af den såkaldte "Sukkerkrig" (se bogen "Roer på skinner") måske været vanskeligere for den konkurrerende andelssukkerfabrik: Sukkerfabriken ”Nykjøbing”, som gennemførte sin første kampagne i 1885, at få leveret den til fabrikkens drift nødvendige kalk. Et af sukkerkrigens stridspunkter var, at C.F. Tietgen som koncessionshavende stod bag anlægget af Gedser Jernbane, som skulle føres tværs over andelsfabrikkens areal og åbnede i 1886, mens læs mere om det i bogen.

Det er påfaldende, at Nykøbing Kalkværk anskaffer de to kalktransportvogne i 1885, samme år som Sukkerfabriken ”Nykjøbing” gennemfører sin første kampagne. Mit personlige gæt er, at de to Z-vogne blev anskaffet til levering af kalk til den nye andelssukkerfabrik. Senere blev vognene udover til transport af kalk så vidt vides også benyttet til transport af teglværksprodukter fra Grænge, dvs. Hanemose Teglværk - H.A. Jensen igen.

LJ Tankvogne - er kalkvogne

af Børge Sundahl, 18/7 2016, 22:46 (2838 dage siden) @ Morten Flindt Larsen

Hej Morten

Tak for en god redegørelse.

Ved man noget om, hvordan vognen evt har set ud?

Mvh Børge

Avatar

LJ Tankvogne - er kalkvogne

af Morten Flindt Larsen, København K, 18/7 2016, 23:40 (2838 dage siden) @ Børge Sundahl

Ved man noget om, hvordan vognen evt har set ud?

Ingen anelse. Jeg har hverken hørt om tegninger eller fotos. Desværre. :-(

LFJ kalkvogne

af Asger Christiansen, 20/7 2016, 16:40 (2836 dage siden) @ Morten Flindt Larsen

Da der ikke som først skrevet var tale om tankvogne, faldt 10-øren. Jeg stod på hovedet i egne bunker og fandt følgende:

Vognfabrikken Scandia byggede i 1876 for egen regning 30 ballastvogne. Vogne var tænkt som udlejningsmateriel til jernbaneentreprenører. I første omgang blev vognene udlejet til anlæg af Randers-Grenaa.
I 1880'erne forsøgte Scandia at sælge vognene, et par stykker blev i den forbindelse forsynet med fjedrende puffere, og en af vognene blev 1882 fotograferet på Scandia - billedet der bringes her.

I foråret 1885 blev to vogne solgt til bygmester H.A. Jensen i Nykøbing Falster. I en DSB-skrivelse fra oktober 1886 skrives: "For vognene Z 1 og 2, der tilhører Nykøbing Kalkværk, beregnes ingen presenningleje. For øvrigt behandles de som vognene tilhørende de Lolland-falsterske jernbaner"

[image]

LFJ kalkvogne

af Børge Sundahl, 20/7 2016, 17:06 (2836 dage siden) @ Asger Christiansen

Hej Asger

Så er "mysteriet" løst

Tak for det

Mvh Børge

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak