Om Jernbanen.dk

Om Jernbanen.dk     Indsend billeder     Ofte stillede spørgsmål     Kilder


Om Jernbanen.dk

Mit navn er Tommy Nilsson og jeg er webmaster her på Jernbanen.dk. Som mange andre raske drenge, der voksede op i 60´erne og 70´erne legede jeg også med Märklin tog på stuegulvet. Det udviklede sig efterhånden til både bygning af vogne og kørsel efter køreplan. Et par år var jeg medlem af Dansk Model Jernbane Klub og deltog i køreplanskørsler på klubbens anlæg på Nørrebro station. I 1979 flyttede jeg til Rungsted og meldte mig ind i Helsingør Jernbaneklub, der holdt til i remisen og det blev til mange gode oplevelser både i Rungsted, i Saunte (hvorfra veterantoget udgik fra om sommeren) og på længere ture til bl.a. Mariager og Maribo i klubbens skinnebus.
Stationsbestyrer i Kvistgård 1983
Året efter blev jeg ansat i DSB som kontorassistent på prøve, der efter 2 år blev til en S-assistent uddannelse og 5 år som afløser på forskellige stationer og kommandoposter i Hovedstadsområdet. Samtidig samlede jeg på materiellister fra både DSB og privatbanerne for at forsøge at få et overblik over lokomotiver og vogne, der havde været i drift i Danmark.

I midtfirserne tabte jeg interessen for jernbaner og skiftede DSB ud med it-branchen. Hele mit arkiv blev pakket ned og blev først fundet frem igen i efteråret 2000, hvor jeg besøgte en DMJU modeljernbaneudstilling på Østerport station.
Mit gamle arkiv blev fundet frem og da jeg i mellemtiden var blevet ret skrap til at bygge websites og databaser, kom ideen til at prøve at lave en lille hjemmeside med DSB damplokomotiver. Domænet Jernbanen.dk var ledigt, så det købte jeg.

Den 8. december 2000 kunne man på internettet læse følgende tekst i Telegrambogen på Jernbanen.dk: “Her bygger Jernbanen.dk en database over danske jernbaners rullende materiel gennem tiderne”.

Da DSB damplokomotiver var lagt på, var det oplagt at gå videre med DSB motorlokomotiver og siden hen blev det også til lyntog, togsæt, s-tog, vogne, privatbaner, artikler osv. osv. I 2010 åbnede et forum på Jernbanen.dk, der hurtigt blev en stor succes og det blev to år senere suppleret med et jernbanehistorisk forum, der også er blevet en stor succes.

Jernbanen.dk fik i 2011 en lillebror i form af et modeljernbanesite på Signalposten.dk samt en svensk lillesøster ved navn Svenska-lok.se.

I dag består Jernbanen.dk af over 150.000 sider om næsten alle lokomotiver og vogne, der har været i drift i Danmark. Det daglige besøgstal ligger på omkring 3.000 besøgende som tilsammen kigger på over 40.000 sider pr. dag.

Selvom jeg selv har opbygget databasen og udarbejdet alle de små tegninger, så var Jernbanen.dk aldrig blevet så stor uden hjælp fra over 500 personer, der har hjulpet med alt fra kommafejl til flere tusinde billeder. Der skal derfor lyde en stor tak til alle, der på den ene eller anden måde igennem de sidste 20 år har hjulpet med til at gøre Jernbanen.dk til Danmarks største jernbanewebsite.

God fornøjelse her på Jernbanen.dk

Tommy Nilsson
Webmaster
Jernbanen.dk

Tagcloud

nattog liggevogne sovevogne spisevogne barvogne postvogne rejsegodsvogne styrevogne dobbeltdækkervogne remise maskindepot station banegård hovedbanegården IC2 IC3 IC4 godstog persontog materieltog arbejdstog Nærumgrisen veteranbaner jernbanefotos jernbanebilleder Movia rangerlokomotiv havnebane industrispor skinnebusser Øresundstog intercity intercitytog intercitylyn tog DSB Arriva Lokaltog

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak