Odsherreds Jernbane - OHJ. Historien og det rullende materiel

Odsherreds Jernbane (Odsherredsbanen)

Læs om Odsherreds Jernbanes forhistorie, anlæg og første 25 hhv 50 år i de to jubilæumsskrifter:
Odsherreds Jernbane 1899 - 18 maj - 1924
Odsherreds Jernbane 1899 - 1949

Efter anden verdenskrig var Odsherredsbanen - som alle jernbaner i Danmark - slidt ned af det store transportarbejde. Heldigvis kom banen med i den første moderniseringsrunde og fik den første skinnebus fra Scandia allerede i 1948. Med den var køretiden Holbæk-Nykøbing Sj lidt over en time og fra maj 1948 bestod køreplanen af 8 daglige togpar.
Odsherredsbanen havde i mange år haft direkte vogne mellem København og Nykøbing Sj, som blev sat bag på et Kalundborgtog i København og afkoblet i Holbæk for videre befordring med et OHJ-tog. I 1948 indførtes et rigtigt gennemgående togpar København-Nykøbing Sj bestående af DSB materiel. Efterhånden kom toget til at bestå af OHJ materiel, der var væsentligt nyere end det, DSB stillede til rådighed.
Op gennem 1950´erne kom der både flere skinnebusser og endnu et diesellokomotiv til banen, hvilket medførte at den dyre dampdrift næsten ophørte. Køreplanen bød nu på 10 daglige togpar. Odsherreds Jernbane fik fra 1919 fælles driftsledelse med Hørve-Værslev Jernbane og fra 1919 til 1956 med Høng-Tølløse Jernbane (under tiden anvendes navnet Holbæk Privatbaner).
I 1961 fik OHJ leveret 2 helt nye togsæt fra MAK i Kiel bestående af en motorvogn og en styrevogn, som var noget af det mest moderne materiel, der endnu var set i Danmark. Op gennem 1960´erne blev Scandia skinnebusserne løbende udskiftet med brugte, men gode, svenske skinnebusser kaldet daddelæsker. I 1967 påbegyndte DSB en total ombygning af stationen i Holbæk og OHJ fik et nyt sporterræn, en ny 3-sporet remise samt en 18 meter skydebro.

Fra sommeren 1970 indeholdt køreplanen 13 togpar samt et dagligt godstog. Godsmængden var støt faldende op gennem 1960´erne og dette fald fortsatte. Banens permanente underskud rundede i 1970 1 million kroner.
I 1974 indførte DSB en helt ny køreplan, K 74, med timedrift i Holbæk og Odsherredsbanen ændrede tilsvarende køreplan, så der nu var 17 daglige togpar. På søn- og helligdage var der fortsat et direkte togpar fra København. Året efter, i 1975, var det Odsherredsbanen´s tur til at få Y-tog og der leveredes hele 5 motorvogne og 5 styrevogne. De fik i 1980´erne selskab af yderlige både nye og brugte Y-tog.
Den 1. august 1980 blev Vestsjællands Trafikselskab oprettet som et fælles trafikselskab for både tog og busser på Vestsjælland. Lave priser og et overskueligt zonesystem medførte en fremgang i passagertrafikken på 20%.
I slutningen af 1980´erne var det tid til næste materielfornyelse og nu valgte man at købe brugte MX-lokomotiver fra DSB og brugte bogiepersonvogne i Tyskland (suppleret med brugte DSB personvogne). I 1997 kom der igen nyt materiel til OHJ - og denne gang var det nyt - i form af 3 IC2-togsæt fra Adtranz i Randers.

Odsherreds Jernbane fik ved åbningen i 1899 fuld optagelse på DSB´s station i Holbæk, hvor man fik et enkelt perronspor og et omløbsspor. der løb sammen i en drejeskive. I DSB remisen på stationen fik OHJ rådighed over to spor mens man i 1904 opførte en værkstedsbygning. Remiseområdet blev løbende udvidet indtil værkstedet nedbrændte i 1945. Et nyt værksted blev opført og i 1950 opførtes en motorremise med plads til 4 lokomotiver. Ved den totale ombygning af Holbæk station i 1966/67 blev en ny 3-sporet remise med drejeskive opført. I 1974 var ombygningen af stationen tilendebragt og OHJ kunne benytte perronsporet på nordsiden af perron 1.

Fra Holbæk følger Odsherredsbanen DSB´s strækning mod Kalundborg og første stop er trinbrættet Stenhus (fra 1967). Herefter drejer OHJ bort fra Kalundborgbanen og ved passage af Kalundborgvej lå i perioden 1928-74 trinbrættet Allerup. 5 kilometer fra Holbæk nåedes Mårsø station (nedlagt 1980) og herefter fulgte Ny Hagested trinbræt (fra 1927), Gislinge station, Sandby trinbræt (nedlagt 2010), Svinninge station, Hørve station (i perioden 1919-56 endestation for HVJ), Fårevejle station, Asnæs station, Grevinge station, Kelstrup station (trinbræt fra 1949, nedlagt 1980), Vig station, Kollekolle trinbræt (1927-80), Nr. Asmindrup station, Sommerland Sjælland trinbræt (fra 1987), Højby station, Nyled trinbræt (fra 1934) frem til endestationen Nykøbing Sjælland - 49,4 km fra Holbæk. Her opførtes en 5-sporet remise med drejeskive samt en havnebane.

Den 21. maj 2003 fusionerede Odsherredsbanen og Høng-Tølløse Jernbane til Vestsjællands Lokalbaner A/S med hovedsæde i Holbæk.
Den 1. januar 2009 dannedes Regionstog A/S bestående af Vestsjællands Lokalbaner A/S, Lollandsbanen A/S og Østbanen.
Den 1. juli 2015 fusionerede Regionstog A/S og Lokalbanen A/S til det nye selskab Lokaltog A/S.

- OHJ damplokomotiver
- OHJ motorlokomotiver
- OHJ person- og rejsegodsvogne
- OHJ godsvogne

Læs mere om Odsherreds Jernbane her:
Wikipedia
EVP om OHJ
Danske jernbaner
Signalposten 1977/3
Lokomotivet 56/1999
Lokaltog

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak