Jernbaneartikler på Jernbanen.dk

Cikorietørreriet på Basnæs
Synes du om artiklen?
Del den!

Historien om Basnæs cikorietørreri sydøst for Skælskør. Læs om fabrikkens 600 mm smalsporsbane, lokomotiver fra Kastrup Maskinfabrik, og Orenstein & Koppel samt produktionen af cikorierødder, sukkerroer mv til brug som kaffeerstatning.


Cikorietørreriet Basnæs


Indholdsfortegnelse




Historien


Historien om kaffetilsætning strækker sig langt tilbage og har altid været baseret på de samme naturlige råvarer. I 1834 startede urtekræmmeren C. F. Rich i København en produktion, der hurtigt blev en succes. Som efterspørgslen voksede, skød adskillige cikorietørrerier op overalt. En række af disse fusionerede senere under navnet De forenede Kaffesurrogat- og Cikoriefabrikker – et navn, der senere blev forenklet til De forenede Cikorietørrerier. Den absolutte sværvægter i branchen blev virksomheden C.F. Richs & Sønner.

Kaffeerstatning fremstilledes på basis af cikorieplantens rod, som blev tørret, ristet og malet ganske fint. Ved ristningen omdannes plantens sukker og stivelse til karamel, hvilket gav en kaffelignende, bitter smag og stor farvekraft. Cikorierod var en af de større bestanddele, men også foderroer, korn, ærter, lucerne o.m.a. kunne indgå i blandingerne.

A/S De forenede Cikorietørrerier købte i 1933 godset Basnæs, sydøst for Skælskør fra grev Moltke for 1.770.000,- kr. På adressen Basnæsvej 201 opførtes - af ingeniørfirmaet Højgaard & Schultz A/S - et fabriksanlæg bestående af en produktionsbygning og to høje ladebygninger, som lå parallelt og var forbundet med hinanden. Bygningerne blev opført i beton, og i begge lader var der lysindtag i overbygningen. Foran laderne fandtes en vejerbod og fire lange betongrave til aftipning af cikorierødder og roer.

I 1936 anlagdes et 600 mm banesystem for transport af roer og cikorierødder fra de omkringliggende marker. Dette bestod af et lille "stjerneformet" lokalnet udstrålende med fabrikken som centrum, med ca. 6 km fastliggende spor og ca. 5 km flytbart spor. Skinner og sveller blev indkøbt fra Holbækegnens Mergelselskab.

Til driften af banen indkøbte man to små nybyggede diesellokomotiver med Bukh-motorer af typen 3B 135 fra Kastrup Maskinfabrik, medens man formentlig selv stod for bygningen af 60 roevogne af udførelse stort set som sukkerfabrikkernes roevogne, dog med bogier af en anden type.

Som følge af 2. Verdenskrig´s brændstofrestriktioner blev begge lokomotiver i disse år forsynet med gasgeneratorer, ligesom man fra stenlejerne på Sjællands Odde købte et brugt, to-koblet damplokomotiv. Ældre borgere kunne mange år senere stadig huske det nydelige brunmalede lokomotiv med skorstensbånd i rød-gule farver.

Sidste gang smalsporsbanen på Basnæs var i drift var i 1951, hvor der fra oktober til december i gennemsnit dagligt blev indkørt 25 tog á 7 vogne til fabrikken. I 1952 blev al rullende materiel og spor solgt til det nystiftede selskab A/S Basnæs, der videresolgte det meste til skrot til Petersen & Albeck A/S. Lokomotiv Kastrup 1 blev solgt til Karrebæktorp teglværk og Kastrup 2 blev konverteret til stationær kraftkilde på Basnæs savværk.

Efter banens nedlæggelse, blev der på det gamle banetracé anlagt en kilometerlang svømmerende fra markerne vest for fabrikken og hen over broen til indsvømning af roer til fabrikken. Cikorietørreriet fortsatte produktionen efter lukningen af banen, men lukkede gradvis i løbet af 1970’erne, hvor efterspørgslen efter kaffeerstatning var næsten forsvundet.

Kilder:


Motorlokomotiver (600 mm)

Kastrup 1/1936
Kastrup 2/1936

Damplokomotiver (600 mm)

Orenstein 11214



Billeder og kort


1953 kort over Basnæs
Oversigt over egnen sydøst for Skælskør ved Basnæs gods med cikorietørriet (fabrikken) midt på kortet.

Basnæsbanen sporplan
I Jernbane-bladet 1965/11 skrev S. A. Guldvang en mindre artikel om Basnæsbanen, og tegnede denne skitse over spornettet.

Basnæs ca 1936
Basnæs cikorietørreri set mod nordøst få år efter åbningen. Alt er stadig lyst og pænt, og 600 mm spornettet er helt nyanlagt. Fra åen i venstre side kunne man hente de store mængder vand, der var nødvendige for produktionen.

Basnæs ca 1936
Et udsnit af forrige billede. Helt til venstre (vest) broen over åen, derefter et transformatortårn og remisen. Øverst ses vejerboden, hvor vognene blev vejet før og efter aflæsning, for at registrere mængden af ankomne roer. Til højre foran fabriksbygningen ses de fire betongrave, hvor roerne blev aflæsset. Tre tomme roevogne holder på det fjerneste spor.

Basnæs ca 1946
Efter anden verdenskrig (hvor efterspørgslen efter kaffeerstatning var enorm), er tørreladerne blevet malet sorte. Der er også opført endnu en bro over åen, hvis formål er ukendt. Ved den nye indkørsel til området, er opført en mindre bygning - muligvis en forvalterbolig.

Basnæs ca 1946
Fra samme overflyvning som forrige billede, ses fabrikken mod nordvest. Fra tørreladerne blev de rengjorte, snittede og tørrede roer og cikorierødder udleveret til transport med lastbil til bl.a. Richs kaffesurrogatfabrik i København.

Basnæs 1953
Cikorietørriet i 1953. Driften på smalsporsbanen er indstillet, og al transport til og fra fabrikken foregår nu med hestevogn og lastbil.

Basnæs 1953
Fabrikken set mod sydvest i 1953 fotograferet af Odense Luftfoto.

Basnæs 1953
Remisen var rigelig stor til to diesellokomotiver og et damplokomotiv, og der har sandsynligvis også været værksted i bygningen. I baggrunden de to broer over åen.

Basnæs 1954
Fra lodret position så cikorietørreriet således ud i 1954.

Basnæs 1967
Stadig fra lodret position men nu i 1967 ses de fleste bygninger på området stadig.

Basnæs 1990
I 1990 var bygningerne begyndt at se lidt trætte ud.

Basnæs 2009
I 2009 kunne man stadig finde enkelte løse sporrammer ...

Basnæs 2009
... sammen med en stabel træsveller.

Basnæs 2010
Ved et besøg på fabriksområdet i 2010 kunne det konstateres, at de to østlige betongrave (svømmerrender) og smalsporet imellem dem lå, hvor de altid havde ligget. De to vestlige betongrave var blevet opfyldt.

Basnæs 2010
Fabrikken og de to betongrave set i den modsatte retning. Naturen tager langsomt over.

Basnæs 2023
Basnæs 2023: De 6 kornsiloer blev opført i 2020. Den gamle bro over åen ses stadig nederst til højre.

Synes du om artiklen?
Del den!

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak