Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Buddinge - min barndoms station (12 fotos & scans)

af Niels Munch, 1/3 2011, 18:38 (4798 dage siden) @ Niels Munch

[image]
Her et billede af næsten samme situation et par år tidligere og med Q-vogne.

Hej Kjeld, Steff og Svend!

Mange tak for de gode besvarelser; det er Buddinge Station i december 1958. Tak også for billedet fra før ombygningen begyndte. Den tilhørende sporplan følger her:

[image]
Buddinge Station, sporplan før ombygningen (tegn. nm 1960).

Som det ses, var der industrisidespor til "Maskinfabrikken DANO" samt til "KH Beton". Desuden afslører fotoet, at der var portalkran over spor 3. Ved læssevejen, mellem bevoksningen, stod vognkassen fra KSB Dc 75. Overkørslen for den ret trafikerede Buddingevej var bomsikret.

På mit foto er ombygningen af stationen i fuld gang:

[image]
Buddinge Station i december 1958 (nm).

Toggangen afvikles stadig fra det gamle spor 1, og stationsbygningen benyttes endnu som sådan. Den nye banedæmning, der først og fremmest skal gøre skæringen med Buddingevej niveaufri, tager form til højre. De gamle godsspor er afviklet og erstattet af nye ud mod Klausdalsbrovej.

I blindsporet op mod varehuset stod under ombygningen:

[image]
DSB Specialvogn 550, Buddinge Station oktober 1958 (nm).

Få måneder efter er toggangen flyttet op på dæmningens ene spor:

[image]
Buddinge Station i marts 1959 (nm).

Bemærk Mo i "sandwich-oprangering". Byggeriet bagved er Stationsparken.

Året efter var anlægget færdigt:

[image]
Buddinge Station i juni 1960 (nm).

Og sådan ser stationen også ud i dag, når bortses fra flere reguleringer af såvel forplads med busterminal samt lokalerne inde i stationen under bro/dæmning.

Den endelige sporplan så umiddelbart efter ombygningen således ud:

[image]
Buddinge Station, sporplan 1960 (tegn. nm 1960).

De 2 virksomheder var nu uden spor og evt. henvist til at anvende læssevejen ved Klausdalsbrovej, hvor der stadig forekom en del vognladnings- og stykgods. En ny portalkran var rejst her.

Sporplanerne viser, selv om proportionerne er uhyrlige (!), stationens skematiske udformning - før og efter.

Spændende var det at følge med i mangfoldigheden af vogne til/fra Buddinge, herunder privatbanevogne:

[image]
LJ Qb 301, Buddinge Station i september 1958 (nm).

[image]
FFJ Pf 809, Buddinge Station i december 1958 (nm).

Og medens dæmningsbyggeriet stod på, kom alverdens former for åbne godsvogne med grus, her bl.a.;

[image]
HFHJ P 220, Buddinge Station i oktober 1958 (nm).

I en periode var Dyrup's Farvefabrikker på Gladsaxevej vognbjørnskunde:

[image]
Vognmand E. Sand, valby, med vognbjørnstransport til Dyrup på Gladsaxe Ringvej 1959 (nm).

Senere overtog DSB selv denne kørsel, og den gule trækker blev rød.

Som sagt var Buddinge min barndoms station, hvor den i den egenskab afløste Vangede fra mit 7. leveår. I eftersommeren 1958 begyndte jeg - som knap 13-årig - at fotografere jernbaner med eget kamera (Agfa CLACK, 8 optagelser 6x9 pr. film). Og som "privatbanefan" blev det desværre ikke til så mange fra Buddinge - slet ikke efter ombygningen til "S-togs standard".

Dog kunne jeg dengang ikke forudse, at jeg mange år senere skulle vende på Buddinge Station med et særtog:

[image]
ØSJS Y-tog på Buddinge Station i august 1996 (nm).

En sommersøndag i 1996 havde vi tillyst et særtog for afhentning på Buddinge Station af nogle sydamerikanske folkedansere, der bl.a. skulle give opvisning på Østsjælland. Toget blev lagt i de S-togs minuttal, der ikke var i anvendelse om søndagen, og det var intet problem at holde tid med kun få standsninger undervejs.

Godssporene og den gamle stationsbygning var for længst væk!

Det var lidt om Buddinge!

Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak