Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

hvem har lavet de danske signaler??? (Generelt)

af Niels Buch, 10/9 2017, 18:57 (2392 dage siden) @ Jens V
redigeret af Niels Buch, 10/9 2017, 19:15

Hej alle

Det er faktisk lidt melankolsk at følge denne tråd. DSI var min første arbejdsplads, først som elev i forbindelse med værkstedskursus og siden mit første job efter færdiggjort ingeniøruddannelse fra Sønderborg Teknikum. Jeg blev ansat til at lave (sammen med mange andre) Ebilock 850 anlægget i Hobro. Jeg husker tydeligt den kamp der var om at blive leverandør til anlæggene på Storebæltsforbindelsen. Kampen stod mellem DSI og GEC fra UK. Britterne havde fået kontrakten på Ringsted station og DSI Randers-Hobro. Så den der klarede sig bedst ville nok få Storebælt. De fleste vil vide at DSI faktisk løb med kontrakten og GEC-anlægget i Ringsted blev pakket ned og sendt tilbage til UK.

Siden er det også blevet til Ebilock anlæg på Øresund og i Aarhus. I dag er anlægget i Hobro det eneste 850-anlæg, da de andre er ombygget til 950-anlæg.

Specielt signalblokken mellem Randers og Fårup og mellem Fårup og Hobro er jeg særligt stolt af, da jeg designede blokken, kodede blokken og efterfølgende fik den godkendt til brug. Signalblokken står til at blive erstattet af en anden intern linjeblok når Hobro anlægget også skal dække Randers og samtidigt bliver til et 950-anlæg.

Billedet her viser til højre betjeningspulten til linjeblokken i kommandoposten på Randers station.

[image]

Det var en god tid jeg havde hos DSI, og flere af kollegerne er jeg stadig i kontakt med via mit nuværende arbejde. Og nå ja, hos DSI mødte jeg også min kone, som jeg nu snart har været gift med i 25 år (men det er jo en helt anden historie).

Hilsen
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne



Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak