Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Jernbanen står muligvis stille fra 4. april (Generelt)

af Ove Nygaard, 4/3 2018, 13:59 (2244 dage siden) @ Georg Schmidt

Hej Georg m. fl

Ja, nu vi er flere, der er "lidt uden for det oprindelige emne", vil jeg kort kommentere: Jeg var leder af post 2 i Fredericia (stationsbestyrer) de to nætter 27.03. og 28.03.1969, hvor lokomotivførerstrejken henholdsvis startede, og hvor toggangen igen blev igangsat,( som afløser for "den faste leder"). "Den faste leder" i betydningen ham, som havde turen efter turskiftet, var en hædersmand af den type, som banedriften den gang havde mange af, bedyrede over for mig, at den ferie, han havde søgt, ikke var søgt for at undgå de problemer, som kunne forudses, når det hele gik i stå.
Der kunne skrives en lang historie om forløbet af strejken på den store knudestation, der netop havde et af mange trafikale højdepunkter omkring det tidspunkt, kl. 02.00, hvor togene henholdsvis gik i stå natten efter den 27.03. og blev igangsat fra kl. 02.00 natten efter den 28.03.
Der var ingen "forholdsregler" om, hvorledes man skulle "opføre sig som leder", men det blev - som stationens ledelse udtrykte det - overladt til "den sunde fornuft". Om det lykkedes, overlades til "historiens dom", om end det nok ikke interesserer nogen mere, men en lille dialog med omlæsningspersonalet og rangerpersonalet, som var en større styrke på en "normal" nat, kan måske sige lidt om situationen: Jeg blev spurgt, om de ikke lige så godt kunne "gå hjem" i god tid, når der nu ikke kørte nogen tog. Jeg svarede: Det er nok en god idé netop i denne situation, at I bliver på frokoststuen, indtil I har fyraften for ikke at komme i klemme som "deltager" i konflikten. Det råd blev fulgt, og nogle har været så venlige at sige pænt (og diskret) tak for det! Da toggangen blev igangsat næste nat kl. 02.00 kørte togene stort set med rigtig oprangering (omlæsningsfolkene havde under ledelse af en dygtig pakhusformand foretaget "rangering" med godset i vognene i 2087 (spor 4) og 2089 (spor 3), som var "strandet" i Fredericia) og til tiden. Sidstnævnte dog med den undtagelse, at tog 20, der skulle afgå kl. 02.15, blev forsinket ca 8 minutter, fordi en "hjælpsom" overordnet fra "tilsynet" havde udpeget den forkerte postvogn fra spor 9 a til at sætte bag på toget. Det nåede at blive rettet. Det var den (ultra)korte beskrivelse af en situation, som blev afviklet fredeligt og "med is i maven hos de implicerede", og for de "ulovligt strejkende" blev den afgjort, som et indlæg i denne tråd viser. Strejken var i øvrigt ikke rettet imod DSB og dens ledelse, men imod staten!

Bedste hilsener (fra fortiden)

Ove af Erritsø;-)


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak