Man kan sagtens ignorere rejsekortets dårligdomme, men så betyder det faldende markedsandele og den uigennemsigtige prisstruktur som i sidste ende betyder at nye kunder ikke kan få en eksakt pris for det de i givet fald skulle benytte i stedet for bilen. Det er i praksis nok fatalt.

Man skal huske på, at den bagvedliggende prisstruktur ikke er rejsekortets skyld men et vilkår, når det er politisk besluttet, at trafikselskaberne og togselskaberne skal samarbejde om priser.

Ideelt set gjorde man i forbindelse med de seneste takstreformer på Sjælland og i Vest den bagvedliggende zonestruktur meget mere enkel i stedet for kun at harmonisere måden, som priserne beregnes. Men i takstreformerne har man fået lov til at gå uden om dette, fordi det simpelthen ville fastlåse arbejdet med reformerne. Trafikselskaberne og togselskaberne har nemlig alt for mange forskellige interesser. Fx er trafikselskaberne på den ene side forankret i kommunerne og regionalt, fordi man ønsker at være tæt på borgerne, og på den anden side synes fx togselskaberne, at det bør være dyrere at tilbagelægge den samme strækning i tog som i bus, fordi toget er hurtigere.

Der er altså ingen nemme løsninger. Én billet (og fælles prisfastsættelse heraf) til bus, tog, metro og letbane har altså sin pris.