Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Militære sidespor

af Poul Andersen @, 28/3 2011, 13:47 (4776 dage siden) @ Steff

I forbindelse med Varde - Nr. Nebel Jernbane, VNJ, nu Vestbanen, blev der under krigen anlagt flere normalsporede sidespor. Syd for Oksbøl st. afgrenede et spor på 13 km. der endte ved Oksby syd for Blåvand. Dette spor blev hurtigt fjernet efter krigens ophør, og i dag kan der kun findes ganske få spor af denne strækning. Nord for Oksbøl st. blev anlagt Baunhøj Sidespor, som var et anlæg med flere sidespor på begge sider af VNJ´s hovedspor. Alle disse sidespor er i dag fjernet, men det ses ret tydeligt hvor de har ligget. Nuværende Baunhøj trinbræt ligger på selve sidesporenes område. I forlængelse af VNJ´s hovedspor i Nr. Nebel, blev Nymindegabsporet bygget. Sporet fra Nr. Nebel til Nymindegablejren var ca. 8 km. langt. Før lejren delte banen sig og der blev ført et spor ud til en skydeplads i klitterne. dette spor var ca. 4-5 km. Efter Krigens afslutning overtog Forsvaret sporet fra Nr. Nebel til Nymindegablejren. Dette spor, som nu ejes af Vestbanen, bruges i dag til skinnecykling og har ikke længere forbindelse til VNJ i Nr. Nebel, ligesom sporet ender ved landevejen i Nymindegab og alle spor i lejren er fjernet.
I 1979 blev sidebanen på ca. 5 km. fra Hesselmed til Oksbøl Syd (stationen i Oksbøllejren) åbnet. Herefter blev alle militærtransporter ekspederet her, og Oksbøl by slap af med de mange kørsler gennem byen. Dette spor eksisterer stadig, men bruges kun ganske lidt p.g.a. militærets besparelser.
Det kan anbefales at læse DJK´s jubilæumsbog "Fra Vestbanen til ARRIVA", hvor alle nævnte spor er fyldigt behandlet med omfattende billedmateriale.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billige jernbane T-shirts

Indsend billederContecRail

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak