Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

... og han fortsætter hvor han slap (Generelt)

af Henrik Hansen ⌂, Vejen, 30/11 2018, 08:47 (1973 dage siden) @ P.Jensen

Hvorfor man mener at ledelsen har ridser i lakken når DSB har fået ret og lokomotivførerne u-ret ved arbejdsretten. Det er da lokomotivførerne der laver en "vild" uvarslet strejke og de står derfor til at få passagererne imod sig.

Strejke er helt OK og det er lock-out også - det hører sig til virkemidlerne i situationer hvor man ikke kan blive enige - men det kræver at man overholder de regler om varsler m.v. som er aftalt.

Problemet er, at DSB har valgt at skifte arbejdsgiverorganisation, for derved at kunne forlade statens overenskomst og i stedet tiltræde den private overenskomst på jernbaneområdet, og så længe der er en overenskomst, så kan der ikke iværksættes lovlige virkemidler fra arbejdstagersiden, som f.eks. en varslet konflikt.

Sammen med overgangen til den private overenskomst, så har DSB opsagt alle lokalaftaler, og det er nok her konfliktens årsag helt grundlæggende skal findes. Det er i lokalaftalerne at rigtig mange ting aftales, bl.a. vagtplanlægning, ferieafholdelse, osv. og en uenighed om en lokalaftale kan ikke udløse en lovlig konflikt.

DSB har i princippet sat sine medarbejdere skat-mat med skiftet fra statens overenskomst til den private. Når DSB åbenbart heller ikke er særlig villige til at forhandle en ny lokalaftale, men vist i princippet har smidt en aftale på bordet og sagt 'take it or leave', så vil der komme en modreaktion - det er helt forståeligt.

Der er nok ingen tvivl om, at de tidligere lokalaftaler var meget lukrative for personalet, f.eks. blev vagtplanen vist nok 'låst' fem dage i forvejen og de tog man var sat op til at køre, kunne der ikke ændres på - det har givet store udfordringer under uregelmæssigheder, hvor det var umuligt at bemande tog, selv om der var ledigt personale. Man kan nok argumenter for, at hvis du skal være på din arbejdsplads ml. 8 og 16, så må din arbejdsgiver også bestemme hvad du skal lave, sådan er det i hvert fald hvor jeg arbejder. Men hvis det var en eneste udfordring, så var den nok allerede løst.

Medarbejderne har min største sympati, for det DSB foretager sig nu, er helt i tråd med det der skete med læreroverenskomsten, hvor staten 'kortsluttede' den danske model og satte sin vilje igennem. Først lærerne, nu togpersonalet og hvilken personalegruppe vil hammeren ramme næste gang ? - derfor er det vigtigt at man støtter op omkring personalets kamp mod DSB adfærd.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak