Men skal samfundet bruge mia af kroner på nogle få personer som kan "spare" få minutter fremfor at bruge mia. af kroner på de mange daglige pendlere?
Det er spørgsmålet.
Jeg mener klart det sidste - at det først måske om adskillige år som en sidegevinst kan nås ved at satse på de mange er så et åbent spørgsmål.

Når man har en strækning som Kbh–Ringsted eller Vestfyn, der både håndtere pendlertog og gennemkørende tog og man skal udvide kapaciteten kan man enten bygge nye spor til de gennemkørende tog eller til stoptogene. I begge tilfælde får man adskilt trafikken, så man kan øge kapaciteten, rettidigheden og hastigheden for begge tog. Da gennemkørende tog alligevel ikke skal have nogle stop giver det god mening at bygge en ny bane til dem, da man så kan være mere fleksibel med hvor den skal ligge (dvs, man kan lægge den langs en motorvej). Der er altså ingen konflikt mellem at bygge til pendlerne og langturene.

Det er da også derfor at de nye baner man taler om ligger netop der hvor de gør – simpelthen fordi det er der man får mest trafik for pengene.

Er det ikke en sandhed med modifikationer?
Det må koste langt mere at ekspropriere en ny bane end at udvide ved en eksisterende i det omfang det er muligt for at opnå en øget hastighed.
Dertil kommer støjværn.

Ved ikke i større omfang at separere hurtige tog fra godstog og "bumletog" bliver køreplanen mere vanskelig at lave, forsinkelser, nedbrud af materiel etc. vil stoppe alle former for tog.
Så igen - vil vi have såvel hurtigere tog, mere gods og flere til at tage toget fremfor motorvejen kræver det kapacitet = flere spor.