125 km længere nede ad Stillehavskysten syd for Arica, ligger Pisagua. Det er et meget isoleret sted, og her lå en fangelejr under militærdiktaturet (1973-89).

I dag er der ingen offentlig transport til Pisagua overhovedet, men i sin tid summede byen af aktivitet, for den var udskibningssted for salpeter og endestation på ”The Nitrate Railways”. Jernbanesporene fra dette legendariske selskab er for længst væk her, men stationsbygningen stod der endnu, da jeg kom forbi i begyndelsen af 2012.

The Nitrate Railways hovedstrækning kan sammenlignes med et spejlvendt F. Ude ved kysten lå Pisagua og Iquique - som vi vil besøge i morgen - og et halvthundrede km inde i landet, langs den nord-sydgående del af banen lå en masse salpeterværker.

Antallet varierede med tiden, men i 1940, da ”salpeter-boom'et” forlængst havde toppet, var der 60.

Sådan kunne der have set ud i Atacama-ørkenen, da banen havde sin storhedstid. Diorama i ”Museo de Ahorro” - et lille museum for pengevæsen i kælderen under Banco de Chile, Santiago. Bygningen i baggrunden er et salpeterværk.

”The Nitrate Railways” var under engelsk kontrol, og selskabet var så indbringende, at der opstod konkurrenter:

Lidt syd for Pisagua gik 762 mm-salpeter-banen ”Ferrocarril de Junin” ud til kysten, og omtrent midt mellem Pisagua og Iquique lå Caleta Buena som endestation på en anden 762 mm-salpeter-bane. Disse baner lukkede engang i 30'erne.

Man kan se svage spor af El Junin-banen på Google Earth, men jeg er ikke sikker på at have identificeret Caleta Buena. Og jeg har ikke selv været på nogen af stederne...

Vi fortsætter sydpå!