Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

En tur til Chile - Antofagasta (Generelt)

af Hans T. Møller, Risskov, 14/3 2019, 08:29 (1841 dage siden) @ Hans T. Møller

Vi kører videre mod syd med bus ad hovedvej 1 langs kysten. Vi har langtfra lagt ”salpeterlandet” bag os, men nu kommer der et nyt mineral til: kobber.

Ved Gatico, godt 50 km syd for Tocopilla, lå en kobbermine og en udskibningshavn. Der har også været et sporanlæg, men næsten alt er væk. Kun en stor forladt bygning ude ved havet markerer, at her engang lå en driftig by.

Knapt ti km længere fremme passerer vi ruinerne af Corbija, som i sin tid var provinshovedstad, og som mig bekendt aldrig fik en jernbane, før byen blev ødelagt af et jordskælv i 1877.

Vi er i et område, der frem til Stillehavskrigen (1879-84) hørte under Bolivia, og vi er på vej til Antofagasta, hvor konflikten startede.

Antofagasta blev grundlagt i 1868 som udskibningshavn for salpeter. Chilenske iværksættere og engelsk kapital stod bag ”Compañía de Salitres y Ferrocarriles de Antofagasta” - ”Antofagastas Salpeter- og Jernbaneselskab” - som fik koncession på udvinding af salpeter og anlæg af en jernbane ud til forekomsterne nordøst for byen.

Den bolivianske præsident bevilligede også selskabet femten års skattefrihed.

Hvorfor han gjorde det, er et godt spørgsmål, men den bolivianske Kongres godkendte ikke ordningen, og efter en del forviklinger erklærede Chile krig. Bolivia var allieret med Perú, og krigen endte med, at Bolivia blev afskåret fra havet og Perú mistede sin sydligste provins.

Tilbage til jernbanerne:

Hovedstrækningen på ”Ferrocarril de Antofagasta a Bolivia” - FCAB - går fra Antofagasta til Ollague ved den Bolivianske grænse, men banens vigtigste godskunde er Verdens næststørste kobbermine, "Chuquicamata", ved Calama.

I Antofagasta finder man to personbanegårde, der ganske vist ikke længere er i brug, en rangerbanegård med maskindepot og en rist, hvor togstammer kan vente på at blive rangeret videre til havnen.

[image]

Rangertræk på vej ud af nordenden af rangerbanegården. En del rangerbevægelser må krydse den travle Avenida Salvador Allende

[image]

Her er en bevægelse i samme retning. Sporet, der benyttes, fortsætter helt til Mejillones, hvor banen i sin tid havde sit centralværksted, og hvor der stadig ligger en eller anden godskunde.

[image]

I sydenden af rangerbanegården må rangertræk krydse Avenida Iquique.

Mere fra Antofagasta i morgen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Svenska-lok

Lokomotivfabrikker


Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak