En tur til Chile II - Vallenar (Generelt)
Fra Copiapó fortsætter vi sydover.
Ude ved kysten, en 120 km syd for Caldera, ligger den lille by Carrizal Bajo, som sin tid var en vigtig udskibningshavn for kobber og endestation for en jernbane. Den blev overtaget af staten i 1941 og indgik derefter i ”El Red Norte” men lukkede allerede i 1961, og i dag er der meget få spor tilbage af den.
Til gengæld er der livlig aktivitet i jernminen ”Los Colorados”, en halvandethundrede km syd for Copiapó.
Et sidespor fra minen går ud til længdebanen, og togene ruller gennem ørkenen, dykker ned i en floddal, hvor byen Vallenar ligger, kører op igen på den anden side og fortsætter så mod vest til et stort værk syd for byen Huasco ude ved kysten, hvor jernet gennemgår de sidste processer og afskibes.
Operatøren er ”Ferronor”, som vi også mødte i Iquique, og selskabet har et maskindepot umiddelbart syd for Vallenar.
Señor William Espinoza leder et lille foretagende, der renoverer godvogne, og han har kontor i den gamle stationsbygning. Da han ser mig gå rundt og fotografere, byder han venligt på en kop kaffe, og da jeg spørger, om det vil være muligt at besøge Ferronor's depot, siger han, at vi kan tage en tur derop i hans firhjulstrækker.
Undervejs briefer han mig: ”Hvis nogen stiller spørgsmål, skal du bare sige, at du er en forretningsforbindelse...” Jeg giver hånd til en halv snes personer, får en hjelm på hovedet, og kan derefter tage lidt billeder på depotet.
Tog fra minen passerer det noget overgroede baneterræn i Vallenar. Det endnu ikke færdigprocesserede jern transporteres som granulat i selvtømmende beholdervogne. Man kan se, at området mellem de to skinner er ensartet gråt, fordi vognene drysser lidt
Ferronor's maskindepot ved Vallenar
Optankning foregår her
”Velfærdsbygninger”