Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

En tur til Chile II - Los Andes (Generelt)

af Hans T. Møller, Risskov, 2/4 2019, 07:43 (1823 dage siden) @ Hans T. Møller

Længdebanen fortsætter syd for Coquimbo, men herfra ned til La Calera er der ingen trafik, og sporet ser heller ikke ud til at være i den bedste stand.

Omkring 50 km sydpå ligger byen Ovalle på en kort, nu nedlagt, sidestrækning. I Ovalle havde de chilenske statsbaner deres centralværksted for metersporsmateriel, og nogle af værkstedshallerne ligger der vist endnu, men jeg er kun kørt gennem byen og kan ikke give detaljer.

Såvidt ”El Red Norte” - nu tager vi lige et smut mod øst til byen Los Andes og besøger metersporsbanen herfra til Mendoza i Argentina.

Jeg afsluttede i sin tid Argentina II-tråden ved den chilenske grænse. Som jeg skrev dengang, er der ingen trafik på den argentinske del af Trasandino-banen, men på Chile-siden ligger der en kobbermine ved Rio Blanco omkring 20 km fra grænsen.

Den afsender et eller andet mellemprodukt i beholdere med banen til Los Andes, hvor man omlæsser til bredsporsvogne og kører dem videre til et smelteri i Chagres.

Jeg kan vise lidt billeder fra Los Andes:


[image]

Tog på vej fra minen til Los Andes. Operatøren er FEPASA - Ferrocarril del Pacifico S.A. - som vi vil møde mange steder på de chilenske bredspor

[image]

Terrænet, hvor omladningen foregår - meterspor i forgrunden, bredspor bagerst. Bemærk bæretrådene til køreledninger. Den chilenske del af Trasandino-banen har været elektrificeret.

[image]

Den moderne personbanegård i Los Andes ligger tom hen. Persontrafikken til Argentina ophørte i 70'erne


Det er tid at tage endnu en pause. Vi er nu nået ned til den centrale del af Chile, hvor man kan se persontrafik, udflugtstog, jernbanemuseer og andre interessante ting.

Herom senere...


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak