Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Fjernbus vs. tog: snemand i helvede (Generelt)

af kme, 19/4 2019, 14:20 (1805 dage siden)

Jeg havde den tvivlsomme fornøjelse at skulle fra Kolding til Kokkedal (Nordsjæland) med Danmarks Største Busselskab (DSB) i går d. 18/4. Normalt er det en fornøjelse med direkte forbindelse Kolding-Kbh H. og et hop til Kystbanen.

Det var ikke nogen fornøjelse. Til at starte med blev toget annonceret forsinket fra Kolding med nogle få minutter. Det gik åbenbart lokoførerens ære for nær og han trykkede på sømmet og toget kom til tiden! Den kedelige overraskelse var at det var et IC4... suk. Heldigvis skulle jeg kun til Fredericia, men for en ingeniør er det pine at høre på IC4's gearkassens dødsrallen når toget skal kæmpe sig i gang. Det er simpelthen for tyndt at Centralværkstedet ikke kan justere en sk... gearkasse.

I Fredericia var det tungen lige i munden med kun tre-fire minutters overlap til IC3 til Nyborg. Ahhh - IC3, luksus, luksus, luksus. Sæde i Stillezone, der var 3/4 tom :-)

Ankomst Nyborg og omstigning til togbus. Man skulle tro at DSB havde erfaring med togbusser, men omlæsningen var kaos. Ingen markering mellem de to busruter (en direkte til Roskilde, en med stop på Sjælland), al kommunikation var mundtlig, hvilket ikke fungerer når ~100 mennesker er på udebane. Ingen båse eller afskærmning så passagerer omringede fyldte busser, der ikke kunne komme væk. Ren dumpekarakter til DSB.

Om bussen: den så pæn og ret ny ud. Slet ikke de busvrag som bruges som togbusser i Hovedstaden. Men så er der heller ikke mere pænt at sige om bussen. Dårlige, smalle sæder, et minimalt klapbord i plast jeg kunne brække af med en hånd - og jeg er en lille splejs. Bussen kørte som trafikken tillod, dvs. uroligt og hakkende. Stillezone? Ha! 230 V? Ha, ha. End ikke uret gik korrekt. Helt væk var det at DSB Togbus ikke kan køre direkte gennem betalingsanlægget i Korsør, men pænt måtte holde i kø med pøblen. WTF?!

I Ringsted forlod vi motorvejen og botaniserede i det vestsjællandske bondeland, bl.a. for at køre bag hestevogn :-)

Det tog ca. 1½ time fra Nyborg men i Roskilde dukke civilisationen op igen i form af skinner. Største problem var at finde det første tog til Kbh H blandt de fire der gik indenfor 20 min.

Fra Østerport åbnede himlens porte sig (Händel spillede Messias) med litra ET. Det er fuldstændig magisk at svæve helt lydløst på de efterhånden gode skinner på Kystbanen. Gid signalerne måtte følge trop.

Min samlede oplevelse var at bus på fjernruter ikke har en chance mht. logistik, slet ikke komfort eller for den sags skyld pris. Måske er prisen 20,- lavere end DSB Orange, men så skal man skaffe sig (i mit tilfælde) fra Kokkedal til Hovedbanen - og det koster ca. 50,- (med tog!)

Min konklusion er at tog er en ren vinder, "hands down". Men det er DSB måske ikke.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak