Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Sporarbejde Ringsted-Korsør (Generelt)

af Claus Nielsen, 13/5 2019, 21:29 (1803 dage siden)

Jeg var forbi sporarbejdet på strækningen Ringsted-Korsør i dag. Et af mine besøg gjaldt ballastrensning- og sporkassearbejdet ved Frederikslunds-viadukten nær km 86. Spitzke, der er underentreprenør for Aarsleff Rail, havde indsat deres største ballastrenser 'Katharina die Grosse' af typen RPM-RS-900. Et imponerende maskineri, der langsomt gnaver sig vej igennem både ballast og sporkasse i en dybde af op til 1 m under SO, mens den udlægger og komprimerer underballast, forsyner sporet med skærver og foretager en foreløbig understopning.
[image]
Den centrale del af RPM-maskinen. Det er her udgravning og tilførsel af materiale foregår.

[image]
Første gravekæde fjerner ballasten. Under den centrale del af RPM-maskinen er sporet løftet så gravearbejdet lettes.

[image]
Anden gravekæde fjerner sporkassen.

[image]
Her indbygges ny sporkasse af stabilgrus. Operatøren, der betjener transportbåndet, sidder i en stol ophængt over arbejdsområdet.

[image]
Efter indbygning komprimeres stabilgruset af en række store vibratorer. Herefter hældes skærver i sporet, der af maskinen efterhånden sænkes, så det hviler på ballasten.

[image]
Efter ballastering stoppes sporet under første gang af RPM-maskinens indbyggede stoppeenhed.

[image]
De to gravekæder kan fjerne det meste af det man forventer at finde i en sporkasse. Af samme grund er kabler i forvejen suget dybere ned og alle sikringstekniske installationer i sporet er afmonteret. Større sten, der arbejder sig op i sporkassen, kan RPM-maskinen dog ikke få med op i gravekæden. Den slags skal kædens operatør lynhurtigt se og stoppe gravningen. Med en indbygget grab kan hans kollegaer fjerne stenen.

[image]
De karakteristiske MFS-100-vogne med bånd gør det muligt at flytte bagharp væk fra maskinen og tilføre nye materialer.

[image]
Kun det spor, der arbejdes i er spærret og arbejdspladsen advares med et Zöllner automatisk advarselsanlæg. Her passerer et ER-sæt med nedsat hastighed Frederikslunds-viadukten.

Der blev arbejdet andre steder på strækningen og i omegnen af Slagelse er der adskillige arbejdspladser til læsning af stabilgrus og skærver. Der er nok at se på.

Mvh
Claus


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak