Afgangsprocedure. (Generelt)

af Lasse Toylsbjerg-Petersen, fredag 24. maj, 2019, 09:45 (26 dage siden) @ Schienenwolf

Nu skal jeg træde varsomt her, men tidligere var netop dette en af mine kæpheste.

Den tid, der står i køreplanen - eksempelvis minuttal 10.00.00 -er principielt den tid, hvor dørene lukkes og den tekniske afgangsprocedure indledes. i alle køreplaner er indlagt en "teknisk reaktionstid" og i visse køreplaner også en "menneskelig reaktionstid". Reaktionstiderne er betinget af togmateriellet, men skal principielt dække, at minuttal 10.00.00 er dér, hvor lokomotivføreren (eller togføreren) starter dørlukningen. Når den tekniske reaktionstid er overstået, begynder hjulet at rulle - i Danmark typisk mellem 10 og 40 sekunder (!) efter afgangstid.

Ideen med at indlede den tekniske reaktionstid før planlagt tid, er jeg personligt ikke tilhænger af, men det er et bevidst valg, man har taget - helt klart fordi det "at komme afsted til tiden" er helt ekstremt vigtigt. Jeg kan ikke huske tallene, men der er en meget meget klar sammenhæng mellem, at få tog afsted fra København H "til tiden" (dvs den når den tekniske reaktionstid er overstået) og den samlede regularitet i hele landet.
Som gammel planlægger er jeg naturligvis af den opfattelse, at "for tidlig afgang" ikke er tilfredsstillende...Men også fordi der eksempelvis på København H planlægges ned til xx antal sekunder, så hvis et tog kører for tidligt, risikerer det at komme til at holde på vej ud af Hovedbanegården, og så er tidsgevinsten spildt. Dertil passer skifterforbindelser jo ikke, hvis man ikke har den lovede skiftetid.

I udlandet er der mange variationer. På visse togtyper er den tekniske reaktionstid meget høj - mener den er omkring 2 min på TGV, mens den på andre er meget lav (5 sekunder er det laveste jeg har set)

I Tyskland bruger man i en vis udstrækning dørsensorer, hvor dørene lukker, hvis der ikke er passagerer ind og ud (som det kendes på S-tog herhjemme). Men i Tyskland kan Lkf op til et minut før afgang aktivere dørlåsning, dvs at døre der lukker fordi der ingen passagerer er, ikke kan åbnes igen. I praksis gøres dette 10-20 sekunder før afgang. Samtidig er følerne i dørene så gode, at Lokomotivføreren blot kan lukke dørene og køre på meldingen om at dørene er lukkede. Derfor vil mange tog i Tyskland først lukke dørene i minuttal 00 og køre ned til 5 sekunder senere. Dørsensorerne sidder iøvrigt både i tog, sporvogne, busser og metroer, så al kollektiv transport har samme reaktion, hvilket også har betydning for passagerernes adfærd (men det er nogle år siden jeg fik dén præsentation - der iøvrigt også konkluderede at lav indstigningshøjde betød langsommere passagerudveksling)

Den danske afgangsprocedure er i mine øjne ret gammeldags og ganske "tung" - samtidig er fokus på køreplansoptimering og stationsophold i mine øjne noget "afslappet". Man kan snildt reducere køretiden mellem København og Nykøbing F med flere minutter ved at stramme op for et 160 km/t tog, end ved at øge hastigheden til 200 km/t....

/Lasse


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Kommentarer, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak.







Copyright © 2019 Jernbanen.dk - Alle rettigheder forbeholdes - Om Jernbanen.dk - Kontakt redaktionen