Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Her er artiklen: Fredag åbner Danmarks første nye ....... (Generelt)

af Poul Brandt, Nordsjælland, 4/6 2019, 10:54 (1786 dage siden) @ Poul Brandt

Med tilladelse fra journalist Andreas Lindqvist gengives hermed artiklen.


Den dobbeltsporede København-Ringsted-bane skulle have haft kapacitet til 12 tog i timen hver vej. Men foreløbig er der ikke udsigt til mere end fire, når der er travlest.

Fredag åbner banen mellem København og Ringsted over Køge langt om længe, efter at have stået færdig, men tom siden december. Det er den første nye fjernbanestrækning i Danmark – minus broer og tunneller – siden 1998, hvor Kastrupbanen blev taget i brug, og før da, siden 1963 hvor de første tog kørte mellem Nykøbing F.-Rødby.

København-Ringsted-banen er også den første jernbane i Danmark, som kan betjene højhastighedstog, der kan køre 250 kilometer i timen henover de 180.000 og 300 kilo tunge specialudviklede jernbanesveller. For prisen på 10 milliarder kroner har skatteyderne, ud over 60 kilometer elektrificeret tosporet bane, også fået 80 broer med, fra dyrepassager til to kæmpestore konstruktioner over to motorveje:

Køge Nord Station, den eneste nye station på strækningen, som har form af en 225 meter lang gangbro, og er udstyret med 650 parkeringspladser.

Og M4-broen, som er 512 meter lang og består af 3.600 ton stål. Og så er banestrækningen, med sin kapacitet på 12 tog i timen hver vej svaret på et inderligt ønske fra DSB om at kunne omgå den travle strækning mellem København og Høje-Taastrup i trafikken syd- og vestpå.


Engang i fremtiden vil den også udgøre første del af rejsen mellem den danske hovedstad og Tyskland via den planlagte tunnel under Femern Bælt.

Åbner med ganske få togafgange
Både højhastighed og høj frekvens må pendlere og andre passagerer dog stå tilbage på perronen og spejde langt efter. For Danmark råder slet ikke over højhastighedstog, bortset fra et testtog, som blev bygget til at afprøve skinnerne.

Der er heller ikke aktuelle planer om at indkøbe dem, og konkurrenter har ikke meldt sig. Og frem til 7. juli vil der kun køre en eneste afgang i timen på de nye skinner mellem København og Ringsted – hurtigtoget til Nykøbing F, som dog på grund af sporarbejde på Sydbanen har endestation i Næstved indtil oktober.

Løftet fra Banedanmark var ellers en kapacitet på fem tog i timen, da det stod klart, at banen ville åbne med begrænsninger og et halvt år senere end planlagt. Det skyldes problemerne med at ombygge IC3-togene til det nye ERTMS-signalsystem, som Ringstedbanen er født med.


I stedet skulle der installeres en simpel udgave af det gamle signalsystem på linjen, indtil ERTMS-problemerne var løst. Men i september sidste år måtte Banedanmark skuffe igen. Denne gang var det ombygningen af Ringsted Station, som var gået galt.

Økonomien var skredet med flere hundrede millioner og nødvendiggjorde i 11. time en plan B – den såkaldte 0-løsning - som dog ikke kunne blive færdig til åbningen fredag.

Derfor bliver tog fra åbningen ledt fra Ringsted via den midlertidige ‘tilslutningsløsning’, et første skridt mod 0-løsningen, hvor noget af den østlige del af Ringsted Station ombygges, så stationen er tilsluttet den nye bane mod København.

Tre-fire tog i timen er foreløbigt det maksimale
Men tilslutningsløsningen har sine kapacitetsbegrænsninger og den fulde 0-løsning står ifølge Banedanmark først færdig sidst på året. Samtidig skal den nye bane køres ind, og lokomotivførerne skal have kørt den igennem et par gange, før de starter op med passagerer, forklarer DSB’s informationschef Tony Bispeskov. Derfor starter DSB linjen blødt op med kun en afgang i timen.

»Selv om lokoførerne har de beviser, der skal til for at køre togtyperne, skal de have strækningskendskab. Så de skal alle have været igennem strækningen både nat og dag. Det kræver en optaktsperiode, hvor de bliver indøvet«, siger han.

Først efter lidt over en måneds drift, 8. juli, kommer ruten op på to afgange i timen. Det sker, når DSB begynder at sende Intercity-lyntogene via Ringstedbanen, endda med stop på den nye Køge Nord station. Myldretidstogene vil stadig køre via Roskilde.

Og der skal gå til december før banestrækningen lægger skinner til tre tog de fleste timer, når også de almindelige Intercitytog kører den vej. Tre gange om dagen venter DSB dog at føre fire tog igennem i timen. Det sker i forbindelse med at DSB’s 2020-fartplan træder i kraft. Dertil kommer tre Eurocity-tog i døgnet mod Tyskland, ifølge Banedanmark.

Relateret jobannonce: Installation & Migration Team Lead to The Signalling Programme
Hvornår det bliver muligt at køre mere end tre-fire tog i timen hver vej via Køge Nord til Ringsted er uklart. Banedanmark oplyser, at det ikke er afklaret, »da der ikke er lagt køreplaner for K21,« altså for 2021. Ifølge DSB har Banedanmark dog slet ikke sat en dato i udsigt for hvornår kapaciteten er der.

»Ud fra hvad vi ved lige nu, er det tre tog i timen, som Banedanmark har givet os mulighed for. Det er mig bekendt hvad vi ved nu«, siger informationschefen.

»Hvis Banedanmark kommer og siger, at der er mulighed for at køre nogle flere tog, og vi kan se at se at det giver god mening, gør vi det,« siger han.

Passagerer vinder tre-fem minutter
Til og med den nye køreplan, som kommer midt i december, bliver der ingen tidsbesparelse på at køre med den nye bane.

»Det første cirka halve års tid kommer vi til at køre på en måde, så vi umiddelbart kan lægge trafikken om. Ellers skulle vi ændre køreplanen i hele landet med det samme, som også er koordineret op mod busselskaber«, siger han.

Den nye bane skal også køres til – for eksempel køreledninger og signalsystemer har en indkøringsperiode, hvor der kan optræde fejl.

»Samtidig åbner banen jo ikke med fuld hastighed – den åbner med en topfart på 120 kilometer i timen, som jeg har forstået det. Vi har designet køreplanen sådan, at opstår der en trafikal situation på banen, kan vi lede trafikken via Roskilde«, siger Tony Bispeskov.

Så snart Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har givet den fornødne godkendelse, går hastigheden op til 180 kilometer i timen.

Med den nye køreplan skal pendlerne dog ikke regne med at vinde sig meget ekstra tid under bruseren om morgenen. Tidsbesparelsen kommer til at ligge mellem tre og fem minutter, sidstnævnte på rejser via Korsør.

»Det er noget som betyder rigtig meget for pendlerne, for den skal ganges med to på daglig basis og 10 på ugentlig basis. Samtidig kommer toget langt hurtigere frem mellem store byer, særligt i myldretiderne, end den øvrige trafik. Og trængslen omkring eksempelvis København bliver kun større«, siger informationschefen

Lang vej til den projekterede kapacitet
I fremtiden, når det bliver muligt at indsætte flere tog, forventes rejsetiden mellem Næstved og København reduceret fra 52 til 39 minutter – med en fjerdedel. Samtidig bliver forsinkelserne færre via Roskilde, når en del af trafikken ledes over på den nye bane.

Der vil dog gå år endnu, før det scenarie bliver virkelighed, og Ringstedbanen endelig kan nå sin projekterede kapacitet på 12 tog i timen hver vej.

Det forudsætter nemlig at ERMTS-signalsystemet virker og at Københavns Hovedbanegård kan ekspedere trafik nok. Og ikke mindst at Banedanmark igen går i gang med et større arbejde på Ringsted Station, denne gang for at etablere såkaldt niveaufri udfletning som del af den kommende dobbeltsporede jernbane ned til den kommende Femern Bælt-forbindelse.

Den forventes at stå klar i 2028.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak