Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Viborg "baneby" (Generelt)

af Casper, 17/7 2019, 22:08 (1735 dage siden) @ Svend

Jeg kender udmærket Viborg fra for flere år siden. I forrige uge fik jeg lejlighed til at se stationsområdet igen.

Vejen tværs gennem stationsområdet er en interessant løsning, men ikke nogen genistreg. For 109 mio. kroner virker det som en tvivlsom investering. Selv om den naturligvis har en funktion for biltrafikken og som ny adgangsvej til sygehuset.

Stationen er nu lige så stemningsfuld som en S-togsstation. Adgangsvejene er dårlige, eftersom man skal op og ned ad trapper. Elevatoren i den primære ende af stationen er skjult inde i busterminalen, så man skal næsten have lokalkendskab for at finde den.

Man får et indtryk af at bilerne er blevet opprioriteret og toget nedprioriteret. Den historiske forbindelse mellem banegård og perron er skåret over. Det lyder måske lidt jernbaneromantisk, men det har faktisk stor betydning for bymiljøet.

Forpladsen foran stationen er i forvejen ikke noget særlig levende sted. Selv om den kunne være det - beliggende mellem svømmehal, banegård, rutebilstation og åbning til byen på den fjerde side. Man fornemmer bare ikke at man er på en vigtig plads.

Hvis banegården bliver nedrevet og erstattet med parkeringspladser eller endnu en skalmuret bygning med tagpap, vil det blive drastisk værre.

Den nye Banevej er tydeligvis klemt inde og kunne ikke være bredere. Der kunne dog formentlig godt være lavet en afsætningsplads ud for den østlige trappe, så man kunne sætte folk af direkte ved trappen (den korteste vej til toget).

Eftersom Banevej er helt uden forbindelse med det omgivende miljø, også uden fortove, virker det hele underlig sammenklemt og uden organisk forbindelse med hinanden.

I den vestlige ende har man prøvet at lave en spændende bro med bænke og beplantning, som hænger sammen med det nye gymnasium under opførelse på den nordlige side. Det bliver spændende at se hvordan det ser ud når det hele er færdigt, men jeg tvivler på at det lykkes at skabe et godt miljø. Det hele minder en del om Fisketorvet i København.

De jeg skulle videre, fik jeg en halv times ophold i det forblæste venteskur på perronen (og overfyldt - et venterum på 10 kvadratmeter er ikke meget i en by med 40.000 indbyggere).

Man føler sig som lidt af en fattigrøv når man besøger Viborg med offentlig transport, for de har tydeligvis ingen ambitioner om at toget er for andre end gymnasieelever, indvandrere og førtidspensionister. Det var cirka de grupper som frekventerede perronen og toget. Midt- og Vestjylland er bilernes land.

Historisk miljø kan ikke genskabes, og organisk sammenhæng i et bymiljø tager mange år at bygge op. Det er synd hvis man ødelægger det man har. Det handler ikke om at være "museum", men om at bevare de vigtigste dele af kulturmiljøet.

Hvis man går to skridt syd for stationen, ser man et hyggeligt, ægte købstads-villamiljø fra 1930-50'erne. Det er en helt anden verden

Viborg er en historisk by med en del historiske bygninger, men uden ret meget sammenhængende historisk atmosfære. Det er ikke blevet bedre.

Rent jernbanemæssigt virker det betænkeligt at man har fraskrevet sig muligheden for en ekstra perron, hvis man skulle finde på en øget drift f.eks. i retning af Århus. Der kan dog måske laves et perronspor ved vendesporet syd for stationen.

Området lever indtil videre ikke op til navnet Viborg Baneby. Når det er færdigt kommer der nok mere gennemstrømning af mennesker, men ikke decideret liv. Stationen er ikke et nervecenter for noget.

Selv Skive har en mere indbydende banegårdsplads - selv om den er lidt nusset efterhånden. Den er trods alt sammenhængende, og da den er ret stor, kan den bære f.eks. den store Føtex overfor.

Jeg gætter på at folk herinde nok ikke vil være så uenige med mig, måske bortset fra det om Skive ...? :-)


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak