Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

En tur til Chile IV - Talca-Constitución (Generelt)

af Hans T. Møller, Risskov, 22/7 2019, 08:12 (1739 dage siden) @ Hans T. Møller
redigeret af Hans T. Møller, 22/7 2019, 08:25

En af mine bedste jernbaneoplevelser i Chile var turen på landets sidste metersporede strækning med persontrafik: Talca-Constitición. Den blev anlagt i etapper i perioden 1886 til 1915, og såvidt jeg har forstået, ejes og drives den af den chilenske stat.

Strækningen er godt 88 km lang, og der afgår to tog i hver retning dagligt: ét tidligt om morgenen og ét sent på eftermiddagen. De krydser på stationen Gonzales Bastitias.

Jeg tog morgentoget fra Talca og havde plads forrest i motorvognen med et rimeligt udsyn fremad. Det blev en underholdende tur, for banen går gennem et område med spredte landbrug, og høns, hunde, æsler og okser opholdt sig med forkærlighed på sporet.

Føreren håndterede situationen rutinemæssigt, sænkede farten og brugte hornet, indtil banen var fri. Turen er nærmere beskrevet i Jysk Modeljernbane-Klubs blad TOG 60 nr. 149.

Sporplanen i Constitución er den enklest tænkelige. Der er et sporskifte og en drejeskive. Toget bakker ud forbi skiftet, bivognen afkobles, motorvognen kører frem, skiftet lægges om, og hvorefter den kører ud på skiven og vendes. Så skubbes bivognen med håndkraft forbi sporskiftet, motorvognen bakker ud og kobles til - og toget er vendt.

Talca-Constitución er erklæret for ”Nationalt monument”, så dens overlevelse burde være sikret.

Her er et kort over banen og lidt fotos taget den 2/7 2011:


[image]

Kort over banen fra ”Guia de Veraneante” 1954. På det tidspunkt hed stationen Gonzales Bastitias ”Infiernillo”. Der gik dengang meterspor fra Talca mod øst til Perquin, men det er forlængst forsvundet. Læg også mærke til, at landevejen mellem Talca og Constitución løber syd for Maule-floden, og man kan sagtens tage en direkte bus mellem de to byer, men banen betjener små lokalsamfund nord for floden, hvor den er den eneste offentlige transportmulighed.


[image]

Krydsning i Gonzales Bastitias


[image]

Vi er ankommet til Constitución


[image]

Rangering i Constitución

(fortsættes)


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak