Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Skolerejse med DSB (Generelt)

af Jørgen Pagh Jensen, 31/8 2019, 19:15 (1671 dage siden) @ Jørgen Pagh Jensen

Her er så afrapportering: Hvordan det gik med omtalte skolerejse. Bemærk at det var to klasser, der rejste sammen, i alt 45 børn og 5 voksne. (Den viste billet er for den ene klasse)

S-toget fra Buddinge 7:37 var lidt overraskende et kort tog trods myldretiden, så mange stod op i forvejen, da vi maste os ind. Det blev ret kaotisk, især pgra den megen bagage, men folk tog det pænt.

IC-tog fra København 8:30 kom sent til perron, og togviserskiltet viste stædigt "Do not board this train" - men vi myldrede frygtløst ind i toget, som heldigvis var det rigtige. Vi havde dog passeret Valby før børn og bagage var på plads.

Bussen fra Odense 10:20 var der ikke. Ringede til Papuga, som beklagede, at vores bus var havnet i Fredericia. De fik dog skaffet en anden bus, og vi nåede Rødekro 12:30 - en halv time forsinket.

Hjem fra Rødekro 9:25 - det havde været rart, hvis der havde været en eller anden markering af, hvor på den lange perron, toget ville holde. Spurgte nogle lokale, som mente, at toget holdt på midten. Til alles overraskelse holdt det enlige IC3-sæt dog helt nede i enden af perronen - så det tog sin tid at flytte børn og bagage derhen. Vi forsinkede toget, men hvis skyld er det? Det nærmeste toilet var aflåst.

I Fredericia gik togskiftet heldigvis smertefrit, og toget afgik næsten til tiden. Det kom dog længere og længere bagud og var i København H et kvarter for sent. Nu var den dør, vi var gået ind af, blevet aflåst - så vi skulle lige bakse børn og bagage gennem en vogn til næste dør.

Vi nåede dog den planlagte S-tog, der var endda siddeplads til de fleste - og Buddinge blev nået til tiden.

Så alt i alt var det en god rejse til prisen. Men hvis man ligefrem skulle betale for en sådan rejse, så er der altså plads til forbedringer...


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak