Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Fjerntog eller regionaltog (Generelt)

af mpp, 1/9 2019, 00:23 (1698 dage siden) @ P.Jensen

Det er svært at lave en stensikker opdeling og i praksis er det nok primært jernbaneselskabernes spin der laver forskellen. Den væsentligste forskel er vel hvor lange ture folk tager, da det sætter parametrene for toiletter, sæder, udveksling af passagerer og service i øvrigt. Derudover er der, som du også er inde på, forskel på hvor trafikkøberansvaret ligger og hvor meget der kører i fri trafik.

I Danmark er der ingen væsentlig forskel mellem regionaltog og Intercitytog og det hele bliver da også kørt med de samme togtyper (bortset fra Desiro, Lint og DD der kun kører som regionaltog). Derudover er der også Arrivas tog, der kører som en blanding af regionaltog og IC-tog. I andre lande er det kun regionaltrafikken der er dækket af kontrakter med staten, mens intercitytrafikken bliver kørt som fri trafik – det bevirker så at regionaltogene er lagt an på at flytte mange mennesker hurtigt og effektivt, mens IC-togene har et større fokus på service.

Der har tidligere i Danmark været større forskel mellem IC- og regionaltog og det kan man da også godt forestille sig vil vende tilbage. Som det er nu er der mange stationer der bliver betjent af "IC-tog" selvom det reelt er regionaltogskørsel der foregår, og det er svært at se den logiske grund til at togene til Slagelse kaldes IC-tog, mens togene til Holbæk og Nykøbing kaldes "regionaltog". Tilsvarende er det også lidt en tilnærmelse at kalde stoptoget Fredericia–Flensborg et "IC-tog".

Efterhånden som man får elektrificeret og konkurrende togselskaber melder deres ankomst skal man nok få set en skarpere opdeling. Om det så bliver kaldt "intercity" eller noget andet må tiden vise, men både DSB og konkurrenter vil nok sikre at det er klart, hvad serviceniveau man skal forvente.

Derudover er der i øvrigt også en anden togtype: Eurocity. Eurocity er et varemærke der er ejet af Europæiske togselskaber i fællesskab og der er krav om forplejning undervejs. Derfor kan København-Hamborg toget kaldes Eurocity når det tager færgen, mens det bliver kaldt IC når det kører over Kolding :)


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak